Carl Hansen & Søn er igen fynsk mester i vækst
For tredje gang på seks år kan klassikerproducenten Carl Hansen & Søn kalde sig fynsk mester i vækst.
Det stod klart, efter regionsfinalerne i vækstskaber-konkurrencen EY Entrepreneur of the Year i slutningen af oktober løb af stablen, og for den fynske regionsvinder fremhæves ikke mindst evnen til at koble ny teknologi med de danske designtraditioner.
– Tallene taler for sig selv. Carl Hansen & Søn Møbelfabrik har oplevet en ikke bare fornem, men højst misundelsesværdig vækst. Det er særligt flot, når man ved, hvor meget konkurrence, der er på området. Og så er Knud Erik Hansen, der er barnebarn af grundlæggeren, og Inger Marie Jensen Hansen, dygtige vækstskabere. Det er kort sagt en god historie om at drive moderne møbelfabrik, lød det til prisoverrækkelsen fra Brian Skovhus Jakobsen, partner i EY og ansvarlig for region Fyn i EY Entrepreneur Of The Year.
Han suppleres af Lars Sass Svanholm, erhvervsdirektør hos Danske Bank, der er konkurrencens hovedsamarbejdspartner:
– Det er også værd at bemærke, hvordan der tænkes i sustainable business – både internt i virksomheden, hvor eksempelvis genanvendelse er en prioritet, og ved at gøre en forskel i de lokalsamfund ude i verden, hvor virksomheden har produktion.
Med den regionale sejr har Carl Hansen & Søn kvalificeret sig til landsfinalen, der løber af stablen 24. november i København. Sidste år var det den fynske møbelproducent Cane-Line, der først sejrede i de regionale vækstmesterskaber, og siden kunne kalde sig årets danske vækstskaber, da virksomheden også løb med den danske hovedpris.