23948sdkhjf

Køkkenkædes erhvervschef springer ud som forhandler

Et nyt men velkendt ansigt har overtaget ansvaret for Designa-butikken i Aarhus. I slutningen af sidste år valgte køkkenproducentens nationale erhvervschef Dennis Daugaard nemlig at springe ud som selvstændig køkkenforhandler og dermed fortsætte sin karriere i kæden i en ny rolle.

– Jeg kender jo Aarhus og omegn som min egen bukselomme så da muligheden kom slog jeg til, fortæller den nyslåede butiksindehaver, der har mere end 20 års erfaring inden for køkkensalg til såvel private som erhvervskunder i landets næststørste by.

På Agerøvej i forstaden Tilst har han nu samlet et erhvervsteam i butikken, og holdet, der kommer med erfaringer inden for salg, projektstyring og montage, er ifølge Designa allerede travlt beskæftiget med mange projekter, mens nye fortsat kommer til.

En vigtig brik

Erik Høj, adm. direktør i Designa, glæder sig over, at den nye Aarhus-partner har takket ja til opgaven.

– Dennis har været en vigtig brik i kædens styrkelse inden for erhvervssegmentet, som vi over de sidste 2-3 år har arbejdet intenst på at gennemføre og han har dermed alle muligheder for at få succes i sine nye udfordringer, vurderer Designa-direktøren.

Han peger på, at Dennis Daugaard som national erhvervschef i tæt samarbejde med kædens lokale partnere har opbygget en robust struktur inden for erhvervssegmentet og været med til at løfte kompetenceniveauet i hele kæden.Sideløbende har køkkenkæden søgt at udbygge positionen på tværs af landet med butiksåbninger på vigtige lokationer.

– Omdrejningspunktet for vores vækststrategi er at gøre kæden til landets mest attraktive netværk af selvstændige køkkenforhandlere. Vi har over de sidste år kunnet tiltrække dygtige køkkenfolk, der alle brænder for at være selvstændige, siger Erik Høj.

Stærk lokal forankring

Samtidig peger han på, at et vigtigt element i partner-setuppet er at sikre en stærk lokal forankring, hvilket med Dennis Daugaard på Aarhus-posten må siges at være tilfældet.

Inden han indtog rollen som erhvervschef, tilbragte Daugaard knapt tre år i rollen som butikschef i kædens tidligere butik, og forud for det gik godt 20 år som sælger hos flere andre køkkenmærker.

– Forudsætningen for succes i detailhandlen ved alle, er at have den helt rigtige placering, men for mig er det endnu vigtigere at få fat i de rigtige folk. Dennis er en af dem, fastslår Erik Høj.

Det er en tiltro, den nye butiksindehaver sætter pris på.

– Jeg er rigtig glad for den tillid Erik Høj og resten af teamet i Kjellerup har udvist mig ved at give mig muligheden for at blive selvstændig. Det er en lidt en drøm for mig og jeg ved også, at det vil kræve en ekstra indsats at sikre succes. Jeg er klar og kunderne er velkomne til at komme forbi butikken, siger Dennis Daugaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094