Linnebergs Maskinsnedkeri bliver til Front-Z
Linnebergs Maskinsnedkeri ApS har fusioneret sin produktionsvirksomhed med salgsselskabet Front-Z A/S. I forlængelse af fusionen har maskinsnedkeriet udbygget virksomheden med 1700 kvm. og ændret navnet til Front-Z.
- Vi har bygget Linnebergs Maskinsnedkeri større og større de seneste par år. Vi er i gang med en stor ekspansion, der skal række uden for Danmarks grænser. Det har altid gennem de sidste par år været planen, at Front-Z skulle integreres helt i Linnebergs Maskinsnedkeri, fortæller Henrik Linneberg, adm. direktør i Front-Z.
Indtil nu har Front-Z fungeret som separat salgsselskab til maskinsnedkeriet, men nu skal begge virksomheder integreres under ét tag og under ét navn.
- Vi har valgt navnet Front-Z til vores maskinsnedkeri, fordi vi gerne vil have et navn, der også fungerer på et internationalt plan. Vi vil gerne ud i verden. Vi har allerede gang i eksport til Norge og har planer om at opstarte eksport til Sverige og England inden for den nærmeste fremtid, forklarer Henrik Linneberg.
Linnebergs Maskinsnedkeri har vokset betydeligt de sidste tre år. I 2003 havde virksomheden fire mand i produktionen, men nu tæller total-leverandøren 45 mand, og flere vil følge. Virksomhedens flotte vækst blev i år markeret ved, at maskinsnedkeriet fik en anden plads i kåringen af årets Gazelle-virksomhed i Ringkøbing Amt.
- Vi ekspanderer derudaf. Vores virksomhed er blevet markant større på bare fire år. Vi har udvidet lagerhallen, produktionen og vi har endda opkøbt vores naboers grunde, fordi vi skulle bruge mere plads. I fremtiden vil vi fortsætte den positive vækst, konstaterer Henrik Linneberg.
Maskinsnedkeriet, der blev etableret i 1989 af faderen Holger Linneberg, er med tiden udbygget løbende. I dag råder virksomheden over 6.000 kvm. stor fabrik, hvor der produceres MDF-låger- og komponenter til køkken og inventarindustrien.
Læs mere om Front-Z her