23948sdkhjf

"Ganske fornuftig" timing - inventarproducent genrejst midt i nedgangstid

Inflation, faldende efterspørgsel og en forbrugertillid på nulpunktet. Det kan udefra set ligne et tvivlsomt tidspunkt at overtage en inventarproducent på, men spørger man Michael Prip, der i november genrejste Salling-baserede Inventa sammen med partneren John Svane Hansen, er det slet ikke tilfældet.

– Timingen i et marked præget af stormvejr og konjunkturer og hvor forbrugerbarometret er på lavtryk virker i vores verden ganske fornuftig , lyder det derimod fra den nye medejer, der ved årsskiftet også overtog direktørstolen i virksomheden.

Den positive udlægning skyldes ikke, at Michael Prip er blind for det makroøkonomiske stormvejr, eller at Inventa er gået fri af faldet i efterspørgslen.

– Alle kan mærke, at det er blevet sværere, og det gælder også os. Der er klart en afmatning, og i forbindelse med rekonstruktionen fik vi af samme grund slanket virksomheden, så vi nu er lettere økonomisk til bens, forklarer han, og fortsætter:

– Fordelen er, at vi har mødt en virksomhed, hvor dampen er taget af. Inventa havde et rigtig travlt forår, og kommer man ind i noget med fuld damp på, er det svært at gennemføre forandringer – er man i stedet i afmatning, betyder det, at vi har alle muligheder for at lave de tilpasninger og forandringer, vi gerne vil, lyder det.

En god start

Den nye ejerduo bag Inventa står også bag de to Horsens-virksomheder Shopconcept og Nordshop Display, og med tilføjelsen af den Spøttrup-baserede produktionsvirksomhed har duoen fået skabt en treenighed, de forventer at høste pæne synergifrugter af.

Planen er, at en del af den hidtil outsourcede produktion skal flyttes hjem på den danske fabrik, men i første omgang handler det om at lære hinanden godt at kende, påpeger Michael Prip, der efter de første måneders bekendtskab er efterladt med et overordentlig godt indtryk.

– Noget, jeg har bidt mærke i, er, at organisationen heroppe (hos Inventa, red.) minder meget om vores organisation i Horsens i måden vi arbejder og tilgår hinanden på med en ordentlig tone og med en forståelse og respekt for den faglighed, man hver især besidder – og det er jo første skridt, for at sådan noget kan lykkes, siger han.

Samtidig er de nye ejere blevet mødt af, hvad Michael Prip beskriver som en forstående kundekreds, ligesom der i vid udstrækning er udvist forståelse fra leverandørsiden.

– Nogle har selvfølgelig været frustrerede, og det kan jeg virkelig godt forstå – jeg ved, hvor meget det kan mærkes, hvis man taber penge i en mindre virksomhed, og overordnet set har vi oplevet, at vores leverandører har haft rigtig stor forståelse for situationen, fortæller han.

Når det kommer til at få insourcet den relevante del af produktionen, understreger Michael Prip, at manøvren ikke skal hastes igennem.

– Vi kommer til at insource de opgaver, der giver mening, og det gør vi stille og roligt, når vi har lært hinanden at kende, lyder det.

Allerede nu er der dog fokus på at få udnyttet den Spøttrup-baserede fabrik bedst muligt, og for Michael Prip betyder det, at han fra direktørstolen kommer til at koncentrere sig om ét område i særdeleshed.

– Fokus er helt klart på salg, så vi kan få fyldt den store produktion op. Derudover arbejder vi med flowgennemgang i de interne ressourcer og naturligvis at alle eksterne administrative omkostninger reduceres, fortæller han. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079