Sprænger rammerne efter femdoblet toplinje
I nordvestjyske Ramme nær Lemvig har palleproducenten Vestjysk Træemballage de seneste år haft travlt. På tre år er omsætningen femdoblet, og for at give plads til fortsat vokseværk og desuden komme tættere på motorvejen er virksomheden nu gået i gang med at bygge nyt hovedsæde i Aulum.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I de nye rammer vil virksomheden ifølge adm. direktør og medejer Carsten Lund kunne øge produktionen, blandt andet ved hjælp af en helt ny linje der kan producere 250 paller i timen, og hans forventning er, at endnu en toplinjefordobling venter fra 2023 til 2024.
Vestjysk Træemballage opgiver ikke omsætning i sin årsrapport, og tallene for 2022 er endnu ikke offentliggjort, men i 2021 voksede bruttofortjenesten i virksomheden fra 4,7 til 10,8 mio. kr., mens resultatet blev mere end tidoblet fra 439.063 kr. til 4,5 mio.
Siden 2016, hvor Carsten Lund for en periode blev eneejer, er medarbejderstaben mere end fordoblet fra under 20 ansatte til omtrent 45, men selvom rammerne i Ramme nu er blevet for trange, er det ikke hele holdet, der flytter med til det nye hovedkvarter.
– Vi har altid lagt stor vægt på at tage et socialt ansvar og f.eks. hjælpe unge med forskellige udfordringer til at blive en del af arbejdsmarkedet. Nogle af vores medarbejdere vil ikke kunne flytte med til Aulum, så derfor har vi valg at bevare en mindre gren af produktionen her i Ramme, siger Carsten Lund til avisen.