23948sdkhjf

Stouby Furniture er klar til næste skridt

Der er brug for at tænke utraditionelt, hvis dansk møbelindustri skal overleve i fremtiden. I Løsning er man derfor klar til at handle – hvis den rette mulighed byder sig.
Da Lars Hovgaard og Carsten Mortensen overtog konkursboet efter møbelfabrikken Stouby, var planen organisk vækst de første 2-3 år, efterfulgt af dynamisk vækst.

Det tredje regnskabsår lakker så småt mod enden, og efter en succesfuld opstart er de to indehavere nu begyndt at se sig om efter muligheder for fremtidig vækst. Om det skal være opkøb eller fusion er ikke besluttet, men sikkert er det, at Stouby er åben for dialog.

- Det handler om at tænke utraditionelt. At se på, om vi i branchen kan noget sammen, der gør os bedre. Vi har alle sammen hver vores niche, som vi dyrker og er gode til. Ser man på os hos Stouby, lader det til, at vi er gode til at designe møbler og vælge den rette vej rent trendmæssigt. Jeg tror, at det vil kunne lade sig gøre at udnytte synergier på tværs af branchen, siger Carsten Mortensen til Wood Supply.

Mødet med en konservativ branche
Stouby-direktøren har en baggrund som håndværker og produktionsingeniør og havde ikke den store indsigt i møbelbranchen før overtagelsen af Stouby i 2009. Over de sidste tre år har han derfor haft rig lejlighed til at stifte bekendtskab med en branche, som er meget anderledes, end det han havde været vant til fra virksomheder som Velux og Unimerco.

- Møbelbranchen er meget konservativ. Jeg synes personligt, det er ærgerligt, at man kan stå på messen i Stockholm uden knapt nok at hilse på hinanden kollegaerne imellem. Det kan godt være, at vi er konkurrenter i Danmark, men vi må også bare erkende, at lige så snart vi kommer uden for landets grænser, så er vi bitte små – uanset hvor mange millioner vi omsætter for. Så derfor kunne jeg godt tænke mig noget mere samarbejde internt i branchen, siger direktøren og fortsætter:

- Jeg ved ikke, om det er møbelbranchen eller generelt vores kultur i Danmark, der halter lidt her. Jeg har boet i England og arbejdet for Unimerco i mange år. Derovre oplevede jeg langt mere åbenhed konkurrenterne imellem. Det kan vi danskere lære noget af, fastslår han.

Samarbejde er vejen frem
De to Stouby-ejere peger selv på kontormøbelbranchen som et godt eksempel på et område, hvor man netop nu tager konsekvensen af de stigende krav fra markedet. Her er en konsolidering i fuld gang, og flere har valgt samarbejdsmodellen som en vej ud af krisen, eksempelvis Holmriis og Scanoffice.

- Det er en meget prisværdig udvikling. Konsolideringen skaber større aktører, og det er noget, der for alvor rykker og kan gøre en forskel. Det skaber synergi, og på den måde kan man blive en meget bedre spiller på markedet. Det kan også lade sig gøre i produktionsleddet, og vi er bestemt klar, hvis muligheden opstår. Jeg tror, at det er vejen frem for branchen. Det er svært at overleve som lille – det har vi set med alle de konkurser, der har været. Der er også flere store og mellemstore aktører, som er gået tilbage med 30-40 procent i volumen, og det er altså hård kost, siger Lars Hovgaard.

Han ser flere mulige indgange til nye partnerskaber men understreger, at det naturligvis kræver det rette match for at give mening rent forretningsmæssigt:

- Hvis vi skal have noget ud af et samarbejde, så skal det skabe gensidig værdi; fx i relation til salg eller marketing. Forhandlerne har skåret ind til benet de seneste år, og derfor kunne der måske være en idé i at gå ud og tilbyde nogle bredere koncepter, hvor vi i samarbejde med andre imødekommer forhandlerne i en travl hverdag. Ellers kunne det være interessant at udveksle erfaringer inden for eksport. Finde en virksomhed med praktisk knowhow fra markeder, hvor vi ikke er i dag, lyder invitationen fra salgschefen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069