Byggekæde frygter uoverskuelig mangel på arbejdskraft
Fleksible arbejdstider og hjemmearbejde er blevet udbredt på det danske arbejdsmarked - særligt post-corona.
I mange brancher giver de nye tendenser inden for arbejdsliv ikke problemer - men i byggebranchen frygter man, at de nye tiltag kan blive en stor udfordring i fremtiden.
Det skriver byggekæden XL-Byg i en pressemeddelelse.
- Der er tale om en trend i klar vækst, men tankegangen kolliderer fuldstændig med manglen på arbejdskraft, og fremtidsperspektivet er skræmmende, siger Liselotte Christensen, der er HR- og kommunikationschef i XL-Byg.
Hun frygter, at hvis tendensen fortsætter de næste ti til femten år, vil man stå med "en uoverskuelig mangel på arbejdskraft".
Tilpasning til kunderne
Den tendens, Liselotte Christensen henviser til, kan Jens Birkeholm, der er ekspert i detailhandel, sætte flere ord på. Han uddyber, at kundernes købeadfærd har meget at sige i forhold til at indrette åbnings- og arbejdstider i de fysiske butikker i detailhandlen.
- Vi er der for kunderne, som vil handle på bestemte tidspunkter, og uden dem har vi ikke nogen berettigelse. Det betyder skiftende arbejdstider og søndagstjans indimellem, og det skal ens medarbejdere være klar over. Lokalt kan der sagtens aftales nedsat arbejdstid for medarbejdere i perioder af deres arbejdsliv, men i stort omfang er det urealistisk på grund af den mangel på arbejdskraft, vi ser ind i de næste mange år, siger han.
Også Søren Kaj Andersen, der er lektor og centerleder for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, er opmærksom på de nye strømninger i detailhandlen.
Han understreger dog, at man stadig ser spor af coronatilpasninger på arbejdsmarkedet, og derfor skal de bekymrede miner indtil videre "tages med et gran salt".
- Men det ændrer ikke ved, at trenden med en 4-dages arbejdsuge kommer til at udfordre arbejdsgiverne i rigtig mange brancher, hvor der enten er mangel på arbejdskraft, man skal være fysisk til stede, eller man er afhængig af, at kunderne har fri fra arbejde, siger Søren Kaj Andersen.
XL-Byg har over 100 forretninger i Danmark og beskæftiger over 2500 medarbejdere på landsplan.