23948sdkhjf

Det går fremad hos Spekva

Effekten af en turnaround er begyndt at vise sig. Fire år med underskud er nu vendt til positive resultater hos bordpladeproducenten.
- Medarbejderne har ydet en stor indsats og udvist kampgejst. Alle har givet et ekstra nap for at gennemføre den nødvendige turnaround, som blev iværksat i 2011. Det betyder, at vi i dag kan glæde os over, at Spekva igen er en sund virksomhed.

Administrerende direktør Ole Buelund glæder sig over, at Spekva efter flere år med massive underskud nu igen udvikler sig positivt. De sidste fire kvartaler har alle givet sorte tal på bundlinjen, og de gennemførte tilpasninger af virksomheden viser sig således nu i form af bedre resultater.

Og i et benhårdt marked har det været tvingende nødvendigt at gennemføre tilpasningerne:

- Køkkenbutikkerne i Danmark kæmper hårdt med hinanden om de få privatkunder, der er. Det danske marked er svært, og konkurrencedygtige priser er et must for at være underleverandør. Specielt i tider med lavkonjunktur som nu. Men efter de interne tilpasninger står vi skarpere og mere konkurrencedygtige end nogensinde før. Den daglige drift og produktion hos Spekva har aldrig fungeret bedre, siger Ole Buelund til Wood Supply.

Styrke som supplementsleverandør
Spekva oplever stigende efterspørgsel på anderledes designløsninger og på bordplader i den højere ende af kvalitetsskalaen. Virksomheden har derfor også lanceret flere nyheder de sidste par år; herunder de såkaldt fleksible vangeløsninger, nye FSC-certificerede træsorter og satinerede ’fløjlsoverflader’ i granit. Og der er mere på vej, forsikrer Ole Buelund.

- Spekva er ofte inde som supplementsleverandør til køkkenfabrikker eller butikker, der måske laver laminatbordpladerne eller andre typer bordplader selv. Det er helt fint med os at tilbyde et lidt smalt produktprogram til disse kunder. Vi kan så supplere med de unikke og specielle løsninger, som vi er specialister i. På den måde får køkkenbutikkerne hele viften af muligheder, fortæller han og fortsætter:

- ”Hvordan kan vi hjælpe vore kunder med at få solgt noget mere” er gået hen og blevet en slags mantra for os. For eksempel oplevede vi tilbage i starten af 2012, at der var et behov i markedet for hurtig og fleksibel levering af Solid Surface-bordplader til konkurrencedygtige priser. Derfor begyndte vi i januar selv at producere HiMacs- og Corian-bordplader på vores fabrik i Vamdrup, beretter han.

Fremtiden tegner positiv
Spekva har det seneste års tid ligget stabilt på 70-75 ansatte, og dette forventes også at være niveauet i den nærmeste fremtid. Ifølge Ole Buelund har virksomheden i dag en ret stor eksportandel, som hele tiden udbygges:

- På flere markeder oplever vi tocifrede vækstrater, og det er en udvikling, som vi forventer vil fortsætte i de kommende år. Derudover er projektleveringer til blandt andet større lejlighedskomplekser også et område, hvor vi har godt fat sammen med vore kunder. Og med den tilgang, vi i dag har fået til markedet – både i forhold til kvalitet, design, pris og let adgang til vores produkter og levering, ja så ser vi faktisk ret positivt på fremtiden, slutter direktøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093