Tvilum har sat antal på afskedigelser
Møbelfabrikken har afsluttet forhandlingerne med repræsentanter for medarbejderne. Resultatet er, at 66 afskediges, og det er lidt færre end først ventet.
Forhandlingerne er nu afsluttet og medfører, at 66 mister jobbet. Tvilum beskæftiger herefter 985 medarbejdere fordelt på fire fabrikker i Midtjylland.
- I sidste uge annoncerede Tvilum, at vi påtænkte at afskedige et større antal medarbejdere fordelt på både funktionærer, funktionær-lignende og timelønnede. Siden har medarbejderrepræsentanter og ledelsen ført forhandlinger og fundet frem til en række tiltag, som bedst muligt tager hånd om og hjælper de medarbejdere, der forlader Tvilum, siger administrerende direktør Peter A. Poulsen.
Uddannelsestiltag var ikke nok
Efteråret er ellers typisk Tvilums højsæson, men antallet af kunder i møbelforretningerne i Europa har været stærkt dalende. Det betyder, at aftrækket fra lageret ikke har været på det niveau, som virksomheden havde forventet.
For at bremse lageropbygningen valgte Tvilum i første omgang at igangsætte et uddannelsesprojekt, hvor ca. 640 medarbejdere i perioden frem til jul sendes på to ugers selvvalgt uddannelse.
- Uddannelses-initiativet har reduceret omfanget af de nødvendige afskedigelser betydeligt, men desværre ikke nok til helt at undgå reduktioner, beklager Peter A. Poulsen.
Han forklarer, at Tvilum er i færd med at gennemføre en omfattende turnaround, hvor et forstærket kundefokus, ny produktionsteknologi, højere effektivitet og en omkostnings- og kapacitetstilpasning er blandt midlerne til at tilpasse virksomheden de ændrede markedsvilkår.