Pilen peger op for Fibertex
Fibertex Nonwovens, der blandt andet er leverandør til møbelindustrien, kom pænt gennem 3. kvartal med fremgang i både omsætning og driftsresultat.
Sammenlignet med sidste år er den primære drift (EBIT) således forbedret fra 1 til 8 mio. kr., og samlet set er driftsresultatet i årets første tre kvartaler vendt fra et underskud på -9 mio. kr. til et overskud på 30 mio. kr. i 2012.
Fremgangen skyldes dels et forbedret EBIT i den oprindelige del af Fibertex Nonwovens og dels opkøbet af franske Tharreau Industries, der blev en del af Fibertex i maj 2011.
Fastholder forventningerne
- Den resultatmæssige fremgang år til dato er drevet af en positiv udvikling i afsætningen og forbedrede marginer inden for stort set alle forretningsområder. Væsentlige elementer er stigende indtjening på volumenforretningerne, øget afsætning af højværdiprodukter og en generelt god kapacitetsudnyttelse, skriver Fibertex Nonwovens i sin kvartalsrapport.
Heraf fremgår det dog også, at flere etablerede forretningsområder er påvirket af den økonomiske uro i Europa. Det er dog lykkedes at kompensere for dette gennem øgede markedsandele, salg af nye produkter og afsætning på markeder uden for Europa.
Fibertex Nonwovens forventer i de kommende måneder en faldende aktivitet på det europæiske marked. Efterspørgslen er faldende både inden for autoindustrien, hvor bilfabrikkerne varsler nedlukning af aktiviteten, og inden for byggeindustrien. Markedet er generelt fortsat præget af stor usikkerhed, ligesom det relativt høje råvareprisniveau vil være en udfordring for indtjeningen.
Trods de lidt triste udsigter fastholder ledelsen sine forventninger om en 2012-omsætning på 900 mio. kr. og et EBIT på 25-35 mio. kr.