Møbelkoncern tror fortsat på fremgang
Omkostningsbesparelser og en lille fremgang i omsætningen giver tro på, at tiderne med store underskud er ovre for Iddesign, der er selskabet bag Idemøbler og Ilva.
Den kapitalfondsejede møbelkæde har nedbragt omkostningsniveauet betydeligt, og efter en lille fremgang på toplinjen i regnskabsårets første otte måneder tror adm. direktør Michael Christiansen fortsat på, at forventningerne om et positivt driftsresultat (EBITDA)for 2012/13 kan realiseres. Markedet er nogenlunde som forventet – men det er svært, fortæller han i et interview med Berlingske:
- Der skete helt klart en opbremsning hen over sommerperioden, der er fortsat delvist ind i september, og tallene fra Danmarks Statistik viser da også et marked i tilbagegang. Siden april har vi dog været i stand til at løfte vores omsætning med én procent, fordi vi har taget markedsandele, men der er ikke noget, der er nemt inden for detailhandel, og møbler har fortsat den kedelige trend, der har været de seneste fem år.
Nye tiltag skal løfte omsætningen
Iddesign omsatte sidste år for 1.647 mio. kr., og niveauet har stort set været status quo de seneste tre regnskabsår. Trods fortsat dystre markedsudsigter er Michael Christiansen dog optimistisk med hensyn til muligheden for vækst, og i møbelkæderne arbejder man med flere tiltag, der skal løfte omsætningen i vejret.
- Jeg tror, at markedet vil være udfordrende de næste år også, og hvis man skal klare sig og have vækst, skal vi gøre noget selv. Vi er derfor ved at sætte nye tiltag i værk efter en strategiproces, vi har kørt de seneste seks måneder. Det handler både om sortiment, en skarp prisprofil og træning af medarbejdere, fortæller han til Berlingske.