Træd indenfor i Arne Jacobsens univers
For første gang bliver det nu muligt for offentligheden at træde ind i arkitekten og designgeniet Arne Jacobsens eget univers - Eneren, der ændrede vor tids arkitektur og design.
Arkitekt og designgeni
Arne Jacobsen er en ener og kendt verden over. Han markerede sig stærkt og personligt i dansk arkitektur og design i mere end et halvt århundrede gennem sine mange forskelligartede arbejder fra bygningsopgaver til møbler og brugskunst. Han favnede vidt, lige fra de funktionalistiske linjer i store byggerier til enkeltheden i hans berømte bestikserie.
Det er karakteristisk for ham, at flere af hans bygninger ned til mindste detalje blev udstyret med inventar tegnet af ham selv. Hans egne huse ikke mindst.
Gotfred Rodes vej 2
Huset på Gotfred Rodes vej 2 i Charlottenlund er det første hus Arne Jacobsen tegnede til sig selv. Det er opført i 1929 og er to år senere i 1931 udbygget med en tegnestuefløj med garage og drivhus. Bygningen med have og havemure blev fredet i 1987 og regnes som et ikon for Arne Jacobsens internationale periode. Den er Arne Jacobsens første eksempel på en bebyggelse med inspiration fra den internationale funktionalisme.
Strandvejen 413
Huset på Strandvejen 413 indgår i rækkehusbebyggelsen Søholm, som ligger syd for Bellavista ved Strandvejen i Klampenborg. Bebyggelsen er opført 1945-53 i 3 etaper med hver sin hustype, alle efter tegning af Arne Jacobsen, hvis eget hus indgår i den sydlige bebyggelse bestående af 5 kædehuse opført 1951.
Kilde: Realea A/S - www.realea.dk