Woodfloor vil fordoble omsætning
Gulvfirmaet har rykket teltpælene op og er flyttet ind i Nassau Doors’ gamle bygninger i Rudkøbing på Langeland. De nye bygninger skal danne rammerne om en fordobling af omsætningen i løbet af de næste fem år.
- Vores målsætning er at fordoble omsætningen inden for de næste fem år. I øjeblikket har vi den største ordrebeholdning nogensinde, og derfor har vi først og fremmest brug for langt mere lagerplads. Da vi ikke kan udbygge vores nuværende faciliteter, har vi valgt at tage springet til større lokaler på Langeland, forklarer direktør Henrik Andersen fra Woodfloor.
Woodfloors nye strategi er klar. Man ønsker at fordoble omsætningen i perioden fra 2006 til 2011, og virksomheden er allerede godt på vej. Ved årsskiftet havde man en vækst i ordrebeholdningen på 200% i forhold til 2005.
Indtil videre er det dog kun Woodfloors lager, der er flyttet til Langeland, mens resten af organisationen følger til august.
Kilde: ErhvervsBladet – www.erhvervsbladet.dk