23948sdkhjf

0304 TEMA: Design er en proces

Artikel i Træ og Industri marts 2004
– men processen kan også designes

Tekst Designer Lars Thøgersen CPHDesign A/S


Den danske industri er i stigende grad ved at få øjnene op for at design er et forretningsparameter, der kan bidrage til at skabe både bedre stabilitet i forretningen – og en bedre bundlinie.
Både DI og Erhvervs- og Boligstyrelsen har i en række undersøgelser godtgjort at konkurrenceevnen kan øges med en mere integreret udnyttelse af design. Faget er i eksplosiv vækst i hele verden, i takt med globaliseringen, der betyder at flere og flere kan producere den samme vare med samme kvalitet, har tilgang til den samme teknologi og kan distribuere til de samme priser indenfor samme tid. Design er – og vil i stigende grad – være et afgørende konkurrenceparameter, for at distancere og markere sine produkter eller ydelser overfor konkurrenterne på verdensmarkedet.

Sparet er tjent
Så langt så godt. Design er en proces, der er velegnet til at skabe innovation, og det skal ind på et strategisk niveau i virksomhedernes udvikling. Men ikke kun på virksomhedernes udbud af produkter eller services. Designkompetencen kan også anvendes til at skabe bedre produktions processer internt i virksomhederne. Det kan være ligeså vigtig, da fabrikanterne jo typisk producere ved hjælp af de samme proceslinier og metodikker som anvendes af deres konkurrenter.
Sparet er tjent, som et godt gammelt mundheld siger. Det har fået mange produktionsvirksomheder til at vende blikket mod øst, og i stigende grad udflage produktionen til lavtlønslande, men det er vigtigt at vi i Danmark fortsat har en vareproduktion, derfor er selve produktionen et ligeså presserende udviklingsområde som de producerede varers designindhold.
Der forskes og udvikles derfor meget i automations- og robot industrien for at effektivisere manuelle processer. Faren er dog ofte, at det indbygger en vis rigiditet i produktionen og gør den mere specialiseret. Det afføder behov for store stabile produktions volumener for at berettige investeringen, med deraf følgende vanskeligere tilpasningsevne og omstillingsparathed.

En strategisk beslutning
I mange produktionsvirksomheder er der skarp fokus på selve produktionen, da det er ”hjertet” i hele virksomheden, mens mange følgearbejder som f.eks. forpakning og distribution er nødvendige onder som håndteres derefter. Men kæden er som bekendt ikke stærkere end det svageste led. Produktionsvirksomheder vil ofte kunne drage stor nytte af, at bruge designere i tilrettelægningen af selve produktionen og dens følgearbejder. På den måde kan virksomhederne udvikle hele – eller dele - af deres eget produktionsapparat og processer, frem for at benytte det samme produktionsudstyr som konkurrenterne har den samme adgang til.
Det er en strategisk beslutning, da mange virksomheder vil værge sig fra at arbejde med områder der ikke er deres egen kærneforretning. Spørgsmålet er om det stærkeste konkurrenceparameter er innovation i produktporteføljen, eller evnen og kompetencen til – til stadighed - at kunne producere og levere produkterne til den laveste omkostning. Svaret er givet, at vi skal være stærke på begge områder.

En bedre forretning
Arbejdsmiljøet kan være et andet indsatsområde som designerne kan bidrage med at forbedre, ved at anlægge et helhedssyn på hele virksomhedens flow.
Mange arbejdsmiljøproblemer i industrien er der fordi, der ikke findes gode løsninger til den aktuelle problemstilling, heller ikke andre steder i verden – for så ville vi typisk anvende dem her.
Da man også kan konstatere, at der stort set ikke findes noget arbejde i Danmark, som ikke også foregår andre steder i verden, vil man ved at løse arbejdsmiljøproblemer på et brugercentreret grundlag og med høj innovation i Danmark, ultimativt skabe produkter som resten af verden vil efterspørge – om ikke i dag – så i morgen!
Arbejdsmiljøproblemer, skal ses i den økonomisk og logistisk sammenhæng de indgår i. Man kan konstatere at ”Alle vil gerne gøre noget for miljøet – bare det ikke koster noget”! Her bliver det klart, at kan man løse arbejdsmiljø problemer på en sådan måde, at løsningen skaber et bedre forretningsgrundlag - ved effektivisering, procesforenkling, formindsket energi og materiale forbrug osv. – så kan løsningen få udbredelse – og dermed et forretningsmæssigt grundlag, der ikke ”bare” tilbyder et forbedret arbejdsmiljø, men også en bedre forretning.

Designerne kan på mange måder bidrage til at øge danske virksomheders konkurrenceevne i samarbejde med virksomhedernes interne kompetencer og viden. Det er vigtigt at vi i Danmark forstår at udnytte alle de kompetencer, der skal til for at fremstille fremtidens produkter.
Vi skal være innovative – både hvad angår produkterne og den måde vi fremstiller dem på.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068