Økonomisk forår i Aubo
Mens negative forventninger fastfryser store dele af hjemmemarkedet, kan den midtjyske køkkenproducent blandt andet takke Norge for en markant resultatfremgang i 2012.
Den vestjyske producent af køkken-, bad- og garderobeløsninger hører dermed til flokken af fremgangsrige danske industrivirksomheder, der udfordrer kriseretorikken og pessimismen med flotte regnskabstal.
Ikke mindst Aubos afsætning på det norske marked går forrygende. Trods et nærmest fastfrosset hjemmemarked blev virksomhedens samlede driftsresultat derfor øget med ikke mindre end 50 pct. fra 3,46 mio. kr. i 2011 til 5.25 mio. kr. i 2012.
Positiv sneboldeffekt?
I 2013 budgetteres med en omsætningsstigning på 10 pct. og en fordobling af det samlede resultat efter skat. Fremgangen og det økonomiske forår ser dermed for alvor ud til at have bidt sig fast i Aulum, og det er en historie, der er værd at formidle til omverdenen, mener administrerende direktør Torben Andersen:
- Måske kan vores resultater være med til at sætte en ny positiv sneboldeffekt i gang. Det går jo godt, siger han på og glæder sig over, at fjerde kvartal blev markant bedre end de første tre kvartaler i 2012.
Nyansættelser og flere markeder i kikkerten
Særligt store forventninger har han til Aubos nye Xpress-koncept, der siden efteråret 2012 har gjort det lettere, hurtigere og billigere for forbrugeren at få sit drømmekøkken. Danske såvel som norske kunder har taget godt imod Aubo Xpress, og dermed skabt nye danske arbejdspladser.
I hovedkvarteret i Aulum er antallet af fuldtidsbeskæftigede steget 5 pct. i løbet af 2012. Aubos danske underleverandører har også oprustet og i 2013 er der udsigt til yderligere jobskabelse.
På flere områder har virksomheden effektiviseret. Eksempelvis blev udgifterne til el, vand og varme reduceret med 31 pct. alene i 2012, og Xpress-konceptet har reduceret emballageforbruget. Men den primære årsagen til succesen er ikke besparelser, understreger direktøren:
- Vores strategi har netop ikke været at spare os ud af krisen, men derimod at udvikle forretningen – vokse innovativt – så vi er klar, hvis det lykkes den danske regering at vende den negative stemning og få gang i kedlerne igen, siger han.
Aubo ser fortsat et stort uudnyttet vækstpotentiale i Norge, og Torben Andersen afslører, at flere lovende markeder er i kikkerten.
- Det er jo som bekendt altid klogt at lægge alle sine æg i mere end en kurv, slutter han.