23948sdkhjf

Nyt millionoverskud hos Verpan-ejer

Møbel- og belysningskoncernen Frandsen Group kunne i 2012 glæde sig over det tredje regnskabsår i træk med sorte tal på bundlinjen.
Efter et rekordresultat på knap 4,68 mio. kr. i 2011 tog Frandsen Group tog hul på 2012 med en forventning om et tilsvarende overskud.

Det lykkedes ikke, men resultatet på 3,63 mio. kr. efter skat betegnes alligevel som tilfredsstillende efter et år, hvor antallet af medarbejdere er øget med cirka 10 procent. For at fremtidssikre produktion og afsætning er der i årets løb investeret i nye værktøjer, internationale messer og flere eksportorienterede medarbejdere.

- Vore hovedaktiviteter er design og produktion af belysning og møbler til såvel det danske som de internationale markeder, og vi har i 2012 opnået tilfredsstillende resultater og en konstant, positiv udvikling inden for alle vore aktivitetsområder, skriver ledelsen blandt andet i sin beretning.

Vellykket strategisk satsning
Set over de seneste tre regnskabsår har Frandsen Group hentet et samlet nettooverskud på næsten 11 mio. kr., og efter en pæn start på 2013 forventer virksomheden et resultat, der er bedre end det realiserede overskud for 2012.

Ifølge administrerende direktør, Benny Frandsen, skyldes den positive udvikling ikke mindst, at koncernen på alle aktivitetsområder fortsat satser på udvikling og kvalitet. Samtidig har koncernens virksomheder – Frandsen Lighting, Frandsen Project og Verpan – alle formået at hente nye, betydningsfulde kunder overalt i verden. Verpan, der baserer sig på Verner Pantons ikoniske værker, har udvidet sit sortiment betydeligt og indledt samarbejde med blandt andre Prada og den amerikanske kæde Design Within Reach.

- Generelt har krisen i Danmark og internationalt sat en bremse på forbruget og på væksten, og vi ser ikke mindst fremgangen i Frandsen Group som et resultat af de strategiske prioriteringer, vi har foretaget. Prioriteringer, der har fokuseret på udvikling og kvalitet, og som har betydet, at vi er kommet godt igennem krisen, lyder ledelsens vurdering.

Forventningerne til 2013 baserer sig især på en forventet vækst i Fjernøsten og BRIK-landene.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063