23948sdkhjf

Møbeleksporten præsterer flot comeback

2013 ser ud til at blive endnu et vækstår for den danske møbeleksport, som står foran den femte stigning i træk.
Den danske møbeleksport er i færd med at gennemføre et flot comeback, der kan føre til endnu en stigning i det udenlandske salg for femte år i træk. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har kortlagt det udenlandske salg af danske møbler i årets første tre kvartaler.

Eksporten for 2013 ligger 0,2 procent over salget i den tilsvarende periode sidste år, og fremgangen skal blandt andet tilskrives vækst på fire af de fem største markeder, som alle er gamle kendinge i form af Norge, Sverige, Frankrig og Storbritannien.

Til gengæld er salget til Tyskland i perioden faldet med hele 9,2 procent, svarende til knap 160 mio. kr., men det får dog ikke branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien (TMI), Flemming Larsen, til at sove uroligt om natten.

- Jeg vil tro, at faldet retter sig lidt op hen over året. September-opgørelsen er ofte lidt underlig forstået på den måde, at den kommer efter en periode, der har ligget underdrejet på grund af ferie. Min fornemmelse fra de folk, jeg snakker med, er, at det kører fint i Tyskland, så jeg tror, en del af efterslæbet bliver hentet ind, siger han til Wood Supply.

Flere heste at spille på
De fem største markeder står til sammen for omkring to tredjedele af den danske møbeleksport, men ellers er billedet, at de danske møbelproducenter er blevet mindre afhængige af enkelte, store markeder og i stedet har bredt sig til flere forskellige lande.

- Man skal selvfølgelig satse på de markeder, man kan håndtere, men det siger næsten sig selv, at det er bedre at sprede sig over flere markeder frem for at være afhængigt af bare ét. Det giver flere heste at spille på, selv om det ikke er ensbetydende med, at man skal skyde på alt, hvad der rører sig, siger Flemming Larsen, som blandt andet kan konstatere en foreløbig fremgang i eksporten til de såkaldte ASEAN-lande (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer) på 46,3 procent fra 2012 til 2013.

- Det er selvfølgelig fint, at der har været vækst både her og i BRIK-landene, men man skal også huske på, at volumen er meget lav, så der skal trods alt ikke så mange enkeltordrer til, for at det ser stort ud. Men det er mit indtryk, at der blandt andet er godt gang i high end-handlen i flere af de lande, siger TMI-direktøren.

Uventet comeback for eksporten
At den danske møbeleksport i år står til at overgå salget fra sidste år må betegnes som lidt af en overraskelse, da 2013 fik en eksportmæssigt dårlig start. Den svigtende forbrugertillid på de europæiske markeder fik en del af skylden for, at eksporten pludselig bremsede op i december 2012, hvilket fortsatte ind i første kvartal af 2013.

Siden har de danske møbelvirksomheder dog revancheret sig mærkbart, hvorfor Flemming Larsen med tilfredshed kan konkludere:

- Rygterne om møbelbranchens død er stadig stærkt overdrevne!

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125