Møblerne rykker ind på Københavns designmesse
Brancheorganisationen Træ- og Møbelindustrien (TMI) har indgået samarbejde med DesignTrade i Bella Center.
- Vi har valgt at indgå samarbejde med DesignTrade, da vi tror på, at en stærk møbelsektion på DesignTrade vil bidrage til at tiltrække flere attraktive besøgende til messen og samtidig igen sætte København på to-do listen for internationale designindkøbere. DesignTrades største styrke er, at messen forstår at kombinere en kommerciel salgsplatform med en ambitiøs designprofil, og vi ser DesignTrade som en kvalificeret arvtager til den mangeårige tradition for toneangivende møbel- og interiørmesser i København, siger branchedirektør Flemming Larsen om det nye samarbejde.
Hos DesignTrade forklarer salgs- og marketingdirektør Jacob Schmidt, at messeledelsen konstant arbejder på at styrke messens profil, og aftalen med TMI er et skridt på vejen mod at skabe en optimal salgs- og eksponeringsplatform for blandt andet møbeldesignere og -producenter.
- Det giver os mulighed for at skabe et innovativt udstillingsvindue for den skandinaviske designindustri og samtidig give arkitekter, møbelmæglere, designkonsulenter og andre designinteresserede ét samlet sted at indhente inspiration, siger Jacob Schmidt.
Den næste udgave af DesignTrade afholdes i dagene 24.-26. august 2014.