23948sdkhjf

Mangel på arbejdskraft bremser Jysk i Norge

Jysk oplever en positiv udvikling på det norske marked, hvor fire nye butikker er planlagt til åbning i år. Men lav arbejdsløshed i landet gør, at det kan være svært at tiltrække nok medarbejdere. Derfor er Lars Larsen nu i offensiven.
Jysk og Norgesprojektet i Vendsyssel indledte samarbejde sidste sommer, men nu meddeler parterne, at de fortsætter igen i år.

- Jysk har i øjeblikket 12 ledige stillinger i Norge. Og med de nye butiksåbninger kommer vi til at mangle medarbejdere både til eksisterende og nye butikker, siger Lars Dahl Christensen, der er Operationel HR Manager i Jysk koncernen.

Med de fire nyåbninger i år kommer Jysk op på 80 butikker i Norge, og dertil behøver koncernen folk med butikserfaring eller anden relevant erhvervserfaring.

Det skal samarbejdet med Vendsyssels Norgesprojekt blandt andet være med til at afhjælpe.

Pakkeløsning til nye ansatte
Tirsdag den 4. februar afholder Jobcenter Hjørring informationsmøde for alle, der har interesse i at bo og arbejde i Norge. Operationel HR Manager Lars Dahl Christensen og Norgeskonsulent Stein-Erik Linna vil her fortælle om mulighederne.

- Den pakkeløsning, som Jysk tilbyder, er attraktiv og vil være interessant for mange. Det praktiske er løst på forhånd, og det er vigtigt for en god start. Det giver tryghed og man føler, at man bliver taget godt imod. Det giver ro til at koncentrere sig om det nye job, siger Stein-Erik Linna.

Norgesprojektet i Vendsyssel er et tværkommunalt projekt i regi af de lokale beskæftigelsesråd i Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring kommuner. Projektet har til formål at skabe jobmuligheder for danskere og udvikle samarbejde og kompetencer – på begge sider af Skagerrak.
Læs mere om: Jysk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453