Ahlnor udvider gennem opkøb
Producenten af havepavilloner i træ og vedligeholdelsesfri plast har overtaget Kreativ Byg, som er specialist i udestuer og orangerier.
- Vi har begge rundet de 60 år og har gennem længer tid gjort os nogle tanker om hvad der skulle ske i fremtiden. Vores egne børn ønsker at gå ad andre veje, så et salg, følte vi, ville være den bedste løsning, siger Bent Iversen, der fortsætter i Ahlnor som projektleder, mens Helene Iversen bliver salgskonsulent.
Kreativ Byg har siden etableringen i 1980 specialiseret sig i salg og opførelse af udestuer og orangeri hovedsageligt i glas og aluminium. Udestuer i plast og træ samt en rund glaspavillon, der kan drejes 360 grader om sig selv, er også en del af sortimentet.
På udkig gennem flere år
Bag Ahlnor Havepavilloner står ægteparret Søren og Tinne Ahlmann, som siden etableringen i 1999 har skabt en af landets største producenter af havepavilloner i træ og vedligeholdelsesfri plast. Virksomheden ejer et stort maskinsnedkeri i Christiansfeld.
- Vi har i mange år været på udkig efter en velrenommeret virksomhed, som ville passe godt ind i vores nuværende koncept, og det er nu lykkedes. Vi vil forsætte det gode håndværk og den gode ånd, som altid har præget Kreativ Byg, siger Søren Ahlmann. Han forventer, at opkøbet vil give anledning til at udvide medarbejderstaben i den kommende tid og afviser ikke yderligere opkøb, hvis muligheden opstår.
De to virksomheder samles på adressen Industrivej 9 i Christiansfeld, hvor det eksisterende showroom udbygges, så Ahlnor om kort tid kan fremvise fire store udestuer. Samtidig bibeholdes Kreativ Bygs udstilling på Byggecentrum i Middelfart.