23948sdkhjf

Ventilationsvinduet får ny ledelse

Christian Thing og Peter Clausen vil skabe et nyt dansk eksporteventyr med virksomheden Climawin Techniq i Lunderskov.
Christian Thing, der hidtil har været bestyrelsesformand, tiltræder den 1. januar 2015 som administrerende direktør, mens Peter Clausen pr. 1. oktober er startet i jobbet som international markedschef.

De er begge blandt investorerne i Climawin Techniq og har nu valgt at hellige sig udbredelsen og internationaliseringen af Ventilationsvinduet, der er resultatet af et EU-projekt med deltagelse af flere internationale aktører.

Christian Thing og Peter Clausen har en fortid som kommercielt makkerpar i Unidrain, der skabte et paradigmeskifte i VVS-branchen. I 2010 solgte de virksomheden for et større tocifret millionbeløb og har siden beklædt internationale topstillinger.

Nu trækker iværksætteriet atter i duoen, der går målrettet efter at skabe et eksporteventyr baseret på et koncept, som, ifølge Christian Thing og Peter Clausen, rummer et mindst lige så stort et potentiale som Unidrain.

Udfordrer paradigme om hermetisk tæthed
”Ventilationsvinduet” er resultatet af et 2-årigt udviklingsprojekt til 10 mio. kr. under EU’s 7. rammeprogram. Projektet blev anført af professor Per Heiselberg fra Aalborg Universitet og det tyske Fraunhofer-institut med målet om at udvikle et energieffektivt vindue uden negative følgevirkninger i form af indeklimaproblemer.

ClimawinTech udfordrer paradigmet om, at hermetisk tæthed er godt for mennesker og økonomi. De intelligente friskluftventiler åbner og lukker afhængigt af inde- og udetemperaturer. Effekten er, at når vejret er koldt, og solen skinner, producerer og lagrer kammeret mellem ruderne solvarme til husets beboere. Når det er varmt udenfor, fungerer vinduet som et airconditionanlæg. Vel at mærke uden brug af strøm.

Den første udgave af konceptet så dagens lys i 2012 og er siden videreudviklet. Climawin Techniq er senere på måneden blandt udstillerne på Building Green 2014 i Forum, København.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078