23948sdkhjf

Røde tal til Kinnarps i Danmark

Den svenske kontormøbelgigant er gået yderligere tilbage på det danske marked, hvor omsætningen er faldet med 13 procent.
Kinnarps har for andet år i træk tabt omsætning i Danmark, og efter tre år med overskud sluttede Kinnarps A/S regnskabsåret 2013/14 med et underskud på godt 2,5 mio. kr. før skat.

Selskabet var ellers gået ind til regnskabsåret med forventning om en mindre fremgang i omsætning og resultat, men ledelsen betegner alligevel udviklingen som ”nogenlunde tilfredsstillende” i lyset af, at Kinnarps, modsat tidligere, ikke er ”valgt på alt” i de nationale offentlige aftaler.

Forsigtig optimisme
Trods underskuddet har Kinnarps valgt at fastholde sin organisatoriske struktur og er gået ind til 2014/15 med en forsigtig optimisme – af flere grunde, fremgår det af selskabets årsrapport. Dels er den samlede aktivitets- og tilbudsmængde støt stigende, og dels er omkostningsniveauet nu samlet set lavere end i sidste regnskabsår.

- Men vi vil stadig være påpasselige med omkostningerne i 2014/2015 og først udløse nye omkostninger og nyansættelser, når vi konkret kan konstatere, at vi har råd til det, understreger Kinnarps.

Fortsat for mange udbydere
I regnskabsåret, der løber frem til 31. august 2015, budgetterer Kinnarps igen med en mindre fremgang i omsætning og resultat.

Selskabet fremhæver i den forbindelse, at der, trods flere fusioner og opkøb, fortsat er for mange udbydere på b2b-markedet, hvor prisen stadig er den dominerende faktor i mange tilfælde.

- Det medfører i sagens natur, at branchen generelt fortsat hænger fast i et så lavt pris- og indtjeningsniveau, at det er vanskeligt for nogen i branchen at præstere en tilfredsstillende kontinuerlig indtjening. Det er selvsagt vores forhåbning for 2014/2015, at det danske møbelmarked udvikler sig positivt, baseret på en generel bedring af dansk økonomi og en deraf forøget evne og vilje til at investere, også i møbler. Det er uden tvivl en forhåbning, vi deler med den øvrige branche, skriver Kinnarps.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063