Renæssance til det nordiske træ
Diskussionen om det politisk ukorrekte tropiske træ er måske snart slut. Forbrugerne kan inden for en kort årrække købe træprodukter med særlige egenskaber. Hemmeligheden er ”modificering” – og det får de danske træproducenter viden om den 17. juni.
- Modificeret træ rummer et væld af muligheder, men er næsten ukendt i Danmark. Det skal der nu laves om på, forklarer Strategisk udviklingsleder ved Udviklingscenter for Møbler og Træ (UMT), Svend Erik Nissen.
UMT afholder derfor et seminar, hvor udenlandske producenter og aftagere af modificeret træ kommer og fortæller om deres erfaringer.
- Slutbrugerne bliver mere og mere bevidste om etik og bæredygtighed. Her har vi et alternativ til det tropiske træ, som er miljøvenligt og kan give virksomhederne mulighed for at skabe produkter, der supplerer dem, de har i forvejen, forklarer Svend Erik Nissen, og peger på, at det er manglende viden samt et prisniveau, som endnu ligger i den høje ende, der står i vejen for, at modificeret træ udbredes i Danmark.
De alternative produkter kan direktør Tage Nielsen fra Damkjær Træindustri tale med om. Her ved man nemlig, at det modificerede træ også kan ændre træets farve. En fordel, når virksomheden producerer bordplader og møbler.
- Det giver en helt ny dimension i glød og farve, og er derfor oplagt at arbejde videre med. På denne måde kan vi jo give bøgetræet den mørkere farve, som forbrugerne efterspørger netop nu. Jeg tror, at de nordiske træsorter kan få en renæssance igen, og synes helt klart, at det modificerede træ ser meget lovende ud, fastslår Tage Nielsen.
UMT vil via seminaret dele ud af viden om emnet. Foruden de internationale talere, bygger seminaret på resultater fra projektet ”Industrialisering af Modificeret Træ”, hvor Rold Skov Savværk, Junckers Industrier, Danhaus, Damkjær Træindustri, DFI Geisler og Storke Vinduer har deltaget. Projektets første fase er netop overstået, og resultaterne skal komme de øvrige virksomheder i den danske træindustri til gode.
Seminaret er en enestående mulighed for de danske virksomheder for at knytte kontakt til producenter af modificeret træ fra både Norge, Holland og Danmark.
- Samtidig skal vi have arkitekter, designere, rådgivende ingeniører og andre fagfolk til at blive nysgerrige på det her område, hvor mulighederne i den grad ligger åbne. Seminaret er en oplagt mulighed for at få inspiration og ny viden om et emne, som ligger forbrugerne meget på sinde, slutter Svend Erik Nissen.
Seminaret (inkl. en udstilling) om modificeret træ finder sted på adressen Birk Centerpark 40 i Herning tirsdag den 17. juni klokken 12.30 – 15.30. Samme dag er der om formiddagen et seminar om virksomheders potentiale for innovation (IQ-modellen).
Se mere om begge seminarer på www.moebelcenter.dk
Kilde: Udviklingscenter for Møbler og Træ