Europa skal stoppe import af illegalt tropisk træ
Greenpeace sætter sammen med den brasilianske kunster Siron Franco fokus på problemerne med illegal nedhugning af verdens oprindelige skove. Sammen med kunstneren har Greenpeace sat et 12 meter langt Amazonas-træ prydet med tv-skærme op foran EU-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles, Belgien.
EU’s miljøkommissær Stavros Dimas har netop været på besøg ved installationen.
Eventen sker forud for et møde i EU-Kommissionen senere på måneden, hvor Kommissionen skal tage stilling til, om man skal fremsætte et EU-lovforslag, som skal sikre bedre kontrol med og afvisning af illegalt fældet træ.
- Der er et desperat behov for denne nye lov til regulering af handlen med træ, så forbrugerne ikke længere ufrivilligt og uvidende er medskyldige i ulovligheder. Det er ufatteligt, at skovene skal ødelægges af illegal skovning blot for at få adgang til billige havemøbler, papirservietter og byggematerialer, siger Sebastien Risso, talsmand på skovområdet, Greenpeace EU.
Forslaget møder dog allerede nu modstand fra EU’s landbrugskommissær, danske Mariann Fischer-Boel, og kommissær for transport og energi Andris Piebalgs.
Danmark indtager en progressiv rolle for at bekæmpe tabet af regnskov og var således i 2003 et af de første lande i verden, der udarbejdede en vejledning for bæredygtigt indkøb af tropisk træ i den offentlige sektor. Den danske regering er positiv over for fremsættelse af en europæisk lov til bekæmpelse af import af illegalt fældet træ.
Hvert år importerer EU millioner ton træ fra bl.a. Amazonas, Sydøstasien og Congo, hvor illegal og ødelæggende hugst er udbredt. I 2002 vurderede EU-Kommissionen, således, at godt 50% af det tropiske træ, der finder vej ind i EU, er fældet illegalt. Dermed er EU i den grad medansvarlig for afskovning med tab af en lang række plante- og dyrearter samt forstyrrelse af lokale samfund til følge. Afskovning er desuden direkte årsag til 20% af verdens drivhusgas-udledning.
På bare tre uger har formand for EU Barosso modtaget mere end 66.000 breve fra bekymrede borgere i EU, der bakker op om bedre lovgivning i forhold til import af tropisk træ i EU.
Læs her om Greenpeace's kritik af Mariann Fischer Boel
Kilde: Greenpeace