Ikea ind i diskussion om ACB Laminats fremtid
Den svenske møbelgigant holdt torsdag møde med kuratorerne for at drøfte, hvorvidt aktiviteterne i det konkursramte møbelfirma skal sælges samlet eller opsplittet.
Kuratorerne Petter Hetta og Jonas Berg arbejder pt. på at sælge aktiviteterne, og ifølge Woodnet.se har der været interesse fra et par potentielle købere:
- Det bedste er naturligvis, hvis nogen overtager hele foretagendet, nyansætter og igangsætter en produktion af samme type som tidligere, siger Jonas Berg.
Det er imidlertid uafklaret, om aktiviteterne, der omfatter fabrikker i Skanderåsen og Brunflo, skal sælges delvist eller samlet, og derfor har kuratorerne nu inddraget Ikea i processen.
Den svenske møbelgigant var nemlig ACB’s eneste kunde, og kuratorerne ønsker at afklare, hvordan Ikea-ledelsen forholder sig til et eventuelt salg:
- Forudsætningen for, at Ikea vil være klar til at underskrive en aftale med en ny producent af spånplader, er naturligvis, at den nye ejer kan producere varer, som er konkurrencedygtige på det globale marked, siger Jonas Berg.
Kilde: Woodnet.se