Sidste arbejdsdag i Bording
Fredag i sidste uge blev maskinerne startet op for sidste gang, da Invita-fabrikken i Bording lukkede ned efter 35 år med produktion af køkkener.
Fredag i sidste uge var det så slut, og for driftsleder Torben Christensen, der selv har været ansat i 25 år, var det naturligvis trist og vemodigt:
- Det føles underligt. Vi har rigtig mange produktionsmedarbejdere, der stopper i dag, og som har været her mange år, siger han til Herning Folkeblad.
Ud af i alt 235 medarbejdere har de 30 fået ansættelse hos HTH i Bording, mens 70 har sikret sig job andre steder. 14 skal nu på efterløn, og de resterende må hjem på dagpenge.
De seneste tre måneder har 40 mand haft deres gang på fabrikken som led i Nobia-koncernens afviklingsplan. Målet er, at bygningerne, som nu er sat til salg, skal være tømt for maskiner og andet inventar til april:
- Jeg håber for det lille samfund, at der snart kommer nogle nye i bygningerne, som kan skabe arbejdspladser, vækst og aktivitet her, siger Torben Christensen.
Kilde: Herning Folkeblad