Ikea tjener rekordmange penge på sit skrald
Det seneste år har Ikea tjent mere end 1 mio. kr. på at sortere affaldet korrekt. Af den samlede mængde affald i varehusene – fratrukket affaldet i Ikea Food – har Ikea sorteret 90,7 procent i rene fraktioner og solgt det til genanvendelse.
- Affald er sjældent noget, man forbinder med noget positivt. Men håndteret rigtigt er affald ikke bare skrald, men en ressource der kan genanvendes. Affaldssortering i vores varehuse er et vigtigt element i vores arbejde med at blive så bæredygtig en forretning som muligt. Vi bliver kompenseret for det affald, vi sorterer, mens vi skal betale for at komme af med det affald, som ikke er sorteret. Det seneste år har vi altså igen øget overskuddet på den konto. Og det viser, at bæredygtighed går hånd i hånd med en god forretning, siger Jonas Engberg, der er bæredygtighedschef hos Ikea Danmark.
Selvom affaldshåndtering igen har bidraget positivt til IKEAs bundlinje, er ambitionerne meget større.
- Bæredygtighed er en forudsætning for, at vi kan drive forretning. I dag, i morgen og om 20 år. For kun gennem bæredygtig brug af jordens ressourcer kan vi sikre, at vi også har grundlaget for en forretning i fremtiden. Derfor har vi en naturlig interesse i til stadighed at gøre hele vores produktion og forsyningskæde så bæredygtig som mulig. Vi har ikke råd til at lade være, siger Jonas Engberg.