23948sdkhjf

Arkitekter tegner ny stol til dronningen

Idékonkurrencen om en ny stol til det officielle Danmark har netop fået sin afgørelse. Vinder blandt 90 forslag blev arkitekterne Christoffer Harlang og Nicolai de Gier.
I april måned udskrev snedkermester Ejnar Pedersen, arkitekt Knud Holscher og Akademisk Arkitektforening en konkurrence om at designe en ny stol til det officielle Danmark.

Idéen har været at finde en tidssvarende afløser for den traditionelle guldstol, som kongehuset og regeringen i mange år har brugt ved officielle middage og fester på bl.a. Christiansborg.

En værdig afløser
Konkurrencen er nu afsluttet, og vinder af førstepræmien på 100.000 kroner blev arkitekterne Christoffer Harlang og Nicolai de Gier, der har skabt en moderne udgave af den verdenskendte wienerstol:

- Vinderstolen lever op til de fleste af de kriterier, vi har opstillet om design, komfort, materialer og pris, og stolen vil kunne blive en værdig afløser for den nuværende guldstol, siger Knud Holscher, der har været formand for dommerkomitéen.

Han fremhæver, at stolen bl.a. udmærker sig ved, at den er let at håndtere og placere omkring runde borde. Samtidig opfylder den konkurrencens krav om, at den skal være let at stable, bære og flytte, og desuden er materialevalg og formgivning i pagt med den nordiske tradition.

Skal nu i gang med udviklingsprocessen
Dommerkomitéens medlemmer er enige om, at vinderforslaget samlet set er det bedste, men der er dog udfordringer, der skal løses, inden stolen kan sættes i produktion:

- Det er meningen, at vi nu skal i gang med en udviklingsproces sammen med vinderen. Jeg håber selvfølgelig, at det ender med, at det officielle Danmark får en ny stol at sidde på, siger Knud Holscher.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078