23948sdkhjf

Blachman lancerer ny stol: - Børn sidder ad helvede til

En ny børnestol har fået plads blandt de danske designmøbler. 

Den tidligere x-factordommer Thomas Blachman har nemlig lanceret en ny firbenet størrelse med titlen ”I øjenhøjde”. 

- Det blev mig en ubærlig frustration, at vi fortæller vores børn, at de skal sidde ordentligt ved spisebordet, når faktum er, at de sidder ad helvede til, siger han i en pressemeddelelse om lanceringen af den nye stol.

Ideen til stolen opstod, fordi der ifølge Blachman mangler en stol, der størrelsesmæssigt er mellem børnenes højstol og de voksnes spisebordsstol.

Men med den nye stol kan alle nu nå hinanden i øjenhøjde:

- Ingen taler ned til nogen, ingen taler op til nogen. Alle er ligeværdige, når de er i øjenhøjde, siger Thomas Blachmann, der ser stolen som det endelige opgør med irettesættelsen af børn på grund af ”en arkitektonisk udeblivelse, der ikke har formået at bygge bro fra småbørnenes højstol til de voksnes spisebordsstol”.

Den nederste del af stolebenene på ”I øjenhøjde” kan skrues af og på, så stolen bliver højere eller lavere. På den måde er barnet altid i øjenhøjde, også når det vokser.

Stolen er produceret i olieret eg med et sæde polsteret med slidstærkt tekstil fra Kvadrat i orange, grå eller blå. Andre varianter er betrukket med sort eller naturfarvet læder fra Sørensen Læder.

Det nyskabende design, der også har opnået godkendelse til kontraktmarkedet, er et samarbejde mellem Thomas Blachman, Rune Bruun Johansen, Kristian Nyholm og Jacob Wildschiødtz.

Kommenter artiklen (5)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078