23948sdkhjf

Vinduesdirektør: De store har oversvømmet markedet

– Rent ordremæssigt har udviklingen været fin, men jeg synes, vi tjener for lidt penge til at kunne geninvestere og udvikle forretningen.

Jan Larsen, adm. direktør hos vinduesproducenten Kastrup, er klar i spyttet, når han bliver bedt sætte ord på regnskabsåret 2019.

Med 35,3 mio. kr. blev bruttofortjenesten 4 mio. større end det foregående år, men det er stadig langt til det niveau, virksomheden kunne præstere i 2015. Her blev vinduesproducentens 20-års jubilæum fejret med det bedste regnskab nogensinde, bruttofortjenesten nærmede sig 43 mio. og driftsresultatet var næsten fire gange højere end de 6,9 mio. kr., det landede på sidste år.

Kastrup A/S

Kastrup Vinduet blev grundlagt i 1995, og startede med produktion af plastvinduer i Mejrup ved Holstebro.

I dag har virksomheden produktion i Skive og Holstebro og fremstiller både plast-, træ- og træ/alu-vinduer.

I 2018 åbnede vinduesproducenten showroom og salgskontor i Aarhus. Nu er yderligere to showrooms på vej i henholdsvis Holstebro, hvor der åbnes inden sommerferien, samt i København, hvor virksomheden forventer at kunne åbne inden jul.  

I 2015 solgte Kastrup-familien 75 procent af ejerskabet til østrigske IFN Holding, der er en stor spiller på europæiske marked for vinduer og døre.

Kastrup beskæftiger omkring 200 medarbejdere.

Oversvømmet marked
Ifølge Jan Larsen skyldes det først og fremmest hele Brexit-balladen.

– Vi er ude i et rigtig presset marked, og det hænger sammen med Brexit; Danmark har jo før leveret rigtig mange vinduer til England, og særligt har de store spillere, som ikke producerer herhjemme, haft et kæmpe eksportmarked derovre, som de har mistet for nuværende, fortæller Jan Larsen og fortsætter:

– Det betyder, at den enorme produktion, de har på deres udenlandske fabrikker, nu kommer ind på det danske marked, hvilket simpelthen har presset dækningsgraden.

Ifølge Kastrup-direktøren kan det være svært for forbrugerne at gennemskue, at producenter, der bryster sig af at være danske, ikke har produktion i Danmark men i stedet bruger fabrikker i Østeuropa.   

– For at sige det, som det er, så synes jeg faktisk, de går ind og er med til at presse det danske marked med billigere produkter i en ringere kvalitet, lyder skudsmålet.

Ingen corona-kvaler
Derfor håber Jan Larsen, at der snart sker en stabilisering på det engelske marked, så situationen på det danske kan blive mere normal. Købelysten hos kunderne fejler nemlig ikke noget. 

– Vi har en rigtig høj aktivitet, og selv under coronaen har vi haft en pæn ordreindgang, så vi har kørt på 100 pct. i hele perioden, fortæller Jan Larsen. 

Og selvom han godt kan frygte, at de store projektbyggerier i Aarhus og København mod slutningen af året bliver færre, gør frigivelsen af midlerne i Landsbyggefonden kål på den værste bekymring.

– Der vil komme nogle renoveringsprojekter, som så kan fylde det hul, der potentielt kan opstå i projektmarkedet, forklarer vinduesdirektøren, der i den forbindelse har et stort ønske:

– Hvis man skal bruge penge på det, så er det sgu vigtigt, at vi holder pengene herhjemme og ikke køber elementer fra Østeuropa; det skylder man dem, der gennem tiden har stået for at indbetale de midler. 

KASTRUP A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste  35,3 31,3
Resultat før finansielle poster 6,9 5,7
Resultat før skat 6,7 5,6
Årets resultat 5,2 4,4
Balancesum 82,8 68,1
Egenkapital 39,4 38,2
Gns. antal ansatte 200 181
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078