Hvordan bliver en tømmerhandler mere sexet?
I samarbejde med Instituttet for Opinionsanalyse (IFO) gennemfører Trælasthandlerunionen TUN nu en imageundersøgelse af trælastbranchen.
- I løbet af ganske få år vil udviklingen medføre færre unge og flere ældre. Mange vil forlade arbejdsmarkedet og færre vil træde ind. Det er en udfordring for alle brancher – ikke mindst vores, som – hvis vi skal være ærlige – måske ikke er forbundet med det mest progressive og 'sexede', oplyser TUN.
- Vi tror, at hvis vi synliggør de reelle arbejdsopgaver og karrieremuligheder bedre, vil flere finde arbejdet og mulighederne attraktive. Men først vil vi afdække den reelle oplevelse af vores branche i forskellige segmenter, lyder det endvidere.
Foreløbige resultater præsenteres på årsdag
Undersøgelsen baseres på interviews blandt handelsskoler, folkeskoler, studievejledninger, de HR-ansvarlige i alle større og mellemstore kæder samt ansatte og ledere hos udvalgte trælasthandlere.

På selve årsdagen fremlægges de foreløbige resultater af undersøgelsen med henblik på en diskussion af branchens muligheder i de kommende år.
Undersøgelsen gennemføres af IFO – Instituttet for Opinionsanalyse – som har meget stor erfaring med imageundersøgelser.
Kilde: www.tun.dk