23948sdkhjf

Museum sikrer sig sjælden Wegner til en kvart million

Museum Sønderjylland har erhvervet den sjældne stol, Knibtangstolen af Hans J. Wegner. Erhvervelsen sker som led i museets Wegner-satsning, og stolen vil kunne opleves i Tønder fra det kommende år.

Museum Sønderjylland har i sin nye strategi for årene 2020-2025 udpeget Wegner som et særligt fokusområde, hvor der vil ske en fagligt stærk oprustning. Oprustningen vil blandt andet omfatte forskningsbidrag, styrkelse af samlingerne og ikke mindst en ny helhedsplan for museet i Tønder, og nu altså også Knibtangstolen, som museet sikrede sig på Bruun Rasmussens Kunstauktioner d. 10. december.

Her lød hammerslaget ifølge Bruun Rasmussens hjemmeside på de 250.000 kr., som stolen var vurderet til, og museet har fået hjælp til købet af Augustinus Fonden.  

Wegners Knibtangstolen - også kaldet Flugtstolen - blev præsenteret på Snedkerlaugets Møbeludstilling i 1956. Modellen blev fremstillet hos snedkermester Johannes Hansen, der kom til at udføre flere af Wegners mest ikoniske og eksperimenterende møbler. På Johannes Hansens stand på møbeludstillingen blev Knibtangstolen fremvist som det absolutte hovedstykke. Stolen blev vist i både en kort og en lang version.

Det erhvervede eksemplar er den lange luksuriøse version.

– Med associationer til en knibtang har Wegner tegnet en spændstig og elegant konstruktion og ladet armlæn og sæderamme krydse og forenes i stolens bageste hvilepunkt, hvor to træhjul understreger stolens mobilitet og fleksibilitet. Stolen er et meget stærkt og tydeligt udtryk for, hvordan Wegner eksperimenterede og pressede materiale og konstruktion til den yderste grænse og med en dristig ekstravagance frigjorde sig fra efterkrigsårenes bud om sparsommelighed og social ansvarlighed, skriver museet i en pressemeddelelse om nyerhvervelsen.

Knibtangstolen er i dag en af Wegners mest sjældne stole, og den erhvervede stol har været vist på udstillingen ”Wegner - Bare een god stol” på Designmuseum Danmark i 2014. Da der blandt Wegner-eksperter ikke kendes andre eksemplarer af stolen, formodes det, at denne stol er modellen fra udstillingen i 1956.

Knibtangstolen vil blive udstillet på Kunstmuseet i Tønder i løbet af 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064