23948sdkhjf

Paustians lillesøster halverer underskud og øjner sorte tal

Den unge møbelvirksomhed Warm Nordic, der blev grundlagt i 2017 af Paustian-direktøren Frantz Longhi, kan nu skimte sorte tal forude.

Det fremgår af et nyligt offentliggjort årsregnskab for 2019/20, hvor underskuddet er mere end halveret, mens bruttotabet så småt nærmer sig en bruttofortjeneste.

Således er forudgående regnskabsårs bruttotab på 5,8 mio. kr. reduceret til et tab på 519.309 kr., mens underskuddet på bundlinjen i samme periode er sænket fra et minus på 14,7 mio. kr. til nu at lyde på minus 6,7 mio.

– Resultatet er som forventet grundet massiv satsning på produktudvikling og vækst, lyder det i ledelsesberetningen.

Flyvende fra start

Warm Nordic blev grundlagt med målet om at reintroducere en række glemte designs fra 50’erne og 60’erne, og de første produkter blev introduceret på markedet i marts 2018. I august samme år kunne Frantz Longhi fortælle, at virksomheden var kommet flyvende fra start både hjemme og ude.

– Efter få dage solgte vi både i USA, Japan og New Zealand, lød det dengang fra designdirektøren.

Siden er kollektionen vokset med både nye og opdaterede designs, der har fundet vej til mere end 25 markeder, og langt hovedparten af omsætningen hentes uden for de danske grænser.

Ambitionerne rækker dog endnu videre, understregede Frantz Longhi i december 2019 i et stort interview med brancheforeningen TMI – Træ- og Møbelindustrien.

– Om fem år er vi en designproducent, der er bredt repræsenteret i mere eller mindre hele verden. Vi er mere kendt for vores designs end blot for vores møbler. Allerede nu føler vi dog, at vi har en kollektion, der er bred nok til at fungere over for mange segmenter og på mange markeder, hvilket vores data, som vi benytter meget, også understøtter, forklarede Frantz Longhi godt halvandet år efter Warm Nordics lancering.

Sorte tal i horisonten

Og kollektionen lader da også til at have vundet indpas hos kunderne. Selvom ledelsen også i 2020/21 forventer at komme ud med røde tal på bunden, henvises der i regnskabet til, at det i denne omgang skyldes coronaudfordringer, og således kan de sorte tal nu skimtes i horisonten.

– Ledelsen forventer grundet Corona et mindre underskud i regnskabsåret 2020/ 21, men at selskabet fremadrettet vil have en overskudsgivende drift, lyder det i beretningen.

Og selvom egenkapitalen i den seneste år har taget et ordentligt hug og er reduceret fra 8,7 til 2,1 mio. kr., er der ingen frygt for at løbe tør for kapital, inden skuden er vendt.

–  Selskabets moderselskab indestår for likviditet t il den daglige drift i regnskabsåret 2020/ 21, og endvidere forventes det at egenkapitalen bliver styrket ved kapitalforhøjelse, slår ledelsen fast.

Warm Nordic er 100 pct. ejet af Frantz Longhi gennem selskabet Danish Management Group.

Warm Nordic ApS
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttotab - 0,5 - 5,8
Resultat før finansielle poster - 7,3 - 14,1
Resultat før skat - 8,1 - 15,2
Årets resultat - 6,7 - 14,7
Balancesum 32,2 29,1
Egenkapital 2,1 8,7
Gns. antal ansatte 11 13
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089