Royalt besøg hos Rud. Rasmussen
Mandag fik møbelsnedkeriet på Nørrebrogade i København fornemt besøg, da Prinsen af Wales aflagde visit for at se nærmere på danske designikoner inden for møbelhåndværk.
Prinsen af Wales får et indblik i, hvordan Kaare Klints verdenskendte Faaborgstol bliver til hos Rud. Rasmussen.
Prinsen havde selv ønsket at besøge Rud. Rasmussen, da han har en stor forkærlighed for de traditionelle håndværk.
- Prinsen af Wales er kendt for sin oprigtige interesse og engagement for design og arkitektur, og det er derfor en cadeau til Rud. Rasmussens indsats og virke, at netop Prinsen har øje for vores håndværksmæssige tilgang og traditioner. Besøget vidner om Rud. Rasmussens internationale appel, siger Knud Erik Hansen. Han er direktør og 3. generation hos den fynske møbelproducent Carl Hansen & Søn, der overtog det velrenommerede møbelsnedkeri sidste efterår.
Læs også: Carl Hansen & Søn køber op i København
Stolte over opmærksomheden
Under besøget delte Prinsen af Wales ivrigt ud af sit store kendskab til dansk design og håndværk, mens han blev vist rundt i både maskinsnedkeri, håndsnedkeri, polsterværksted og møbelbutik.
Salgsdirektør i Rud. Rasmussen, Malene la Cour Rasmussen, siger:
- Vi er meget stolte over opmærksomheden, som det royale besøg medfører. Det var en fornøjelse at vise Hans Kongelige Højhed rundt i vores lokaler, der emmer af håndværk og historie.
Rud. Rasmussen er et traditionsrigt møbelsnedkeri, der er kendt for at fremstille møbler af Kaare Klint og Mogens Koch. Virksomheden har ligget på Nørrebrogade i over 140 år.