Direktør tilbage i Collstrop
Efter mere end syv år hos Frøslev Træ har Michael Nørgård igen sat sig i direktørstolen i Collstrop Brande. Wood Supply har mødt direktøren.
- Jeg har haft 7 ½ fantastiske år som konsulent og udviklingschef hos Frøslev Træ. Mit samarbejde med ejeren Jens Petersen var enestående med gensidig respekt og tillid og med plads til innovation og nytænkning. Der blev skabt mange nye ting og tiltag, hvilket virksomheden i dag bærer præg af og profiterer af. Da Jens døde, forandrede disse ting sig markant, og vi blev uenige om blandt andet etableringen af et nyt selskab. Derfor kunne jeg ikke blive.
Starter man som 64-årig bare et andet sted?
- Nej, det gør man ikke, og jeg vil også være så ærlig, at jeg ikke troede, at jeg nogensinde igen skulle skifte arbejde. Men forunderligt nok, så fik jeg i løbet af meget kort tid intet mindre end fem henvendelser fra virksomheder, der gerne ville samarbejde med mig. Det var fra både konkurrenter og leverandører. Lidt sjovt var den ene henvendelse fra min ’gamle’ arbejdsplads Collstrop A/S. Faktisk ringede Collstrop, mens jeg sad i et møde i Sverige, hvor vi netop talte om Collstrop, så det var lidt sjovt.
- Jeg havde naturligvis en snak med alle de virksomheder, der henvendte sig. I starten var det egentligt meningen, at jeg skulle være bestyrelsesmedlem i Collstrop. Men ting har en tendens til at udvikle sig, så det endte med en ansættelse på deltid, fordi det kunne passe rigtigt godt sammen med to af de andre henvendelser.
- I dag kan man så sige, at jeg har tre jobs, men de passer rigtigt godt sammen, og rent fysisk sidder jeg hos Collstrop. Det kommer til at give en synergieffekt, der bliver mærkbar for de tre virksomheder ( Collstrop, JLS og Lightpack, red. ). Produkterne passer sammen, og virksomhederne kan både bruge hinanden og støtte hinanden.
Hvad skal der ske i Collstrop?
- Collstrop er jo en af Danmarks allerældste virksomheder. Den er grundlagt i 1772, og det var dem, der startede med trykimprægnering i Danmark for ca. 150 år siden. Det er en branche, der har haft det rigtigt svært og har det stdig. Men der er brug for en virksomhed i Danmark, der ved noget om træbeskyttelse og imprægnering af træ af alle slags. Det er dét, vi primært skal koncentrere os om. Hertil kommer så nye tiltag til som fx brandimprægnering af træ, emballage der ikke kan brænde og så videre.
- Desuden skal der slås et slag for at sælge Collstrop træbeskyttelse, som er bygget på både gammel og ny teknologi, men som bliver en træbeskyttelse, ’man kan stole på’. Endelig har vi et par projekter mere i gang sammen med de nævnte virksomheder, så der er nok at tage fat på. Jeg kan godt lide nye tanker, idéer og inspiration, så er det en spændende tid, vi går i møde. I øvrigt hænger Collstrop jo tæt sammen med Burchards Farve & Lakfabrik, så man kunne jo også tænke sig brandbeskyttelse af andre konstruktioner end træ.
Er der slet ikke noget, du er ked af efter bruddet?
- Jo, jeg har opfundet et nyt imprægneringsmiddel bygget på vandglas, som er patentanmeldt og som har fået en del midler fra Fornyelsesfonden. Det er jeg ked af, jeg ikke får mulighed for at sejle i havn.
FAKTA
Michael Nørgård er pr. 1. september 2012 ansat som direktør i Collstrop Brande A/S. Han kommer fra en stilling som udviklingschef hos Frøslev Træ og har desuden en fortid i Collstrop – Dansk Træimprægnering A/S, hvor han arbejdede i perioden 1996-2005.
Med Michael Nørgårds ansættelse sætter Collstrop øget fokus på udvikling indenfor trykimprægnering, metalfri behandling af træ samt Collstrop Brandimprægnering.
Michael Nørgård sidder på kontoret i Kolding.
Michael Nørgård er pr. 1. september 2012 ansat som direktør i Collstrop Brande A/S. Han kommer fra en stilling som udviklingschef hos Frøslev Træ og har desuden en fortid i Collstrop – Dansk Træimprægnering A/S, hvor han arbejdede i perioden 1996-2005.
Med Michael Nørgårds ansættelse sætter Collstrop øget fokus på udvikling indenfor trykimprægnering, metalfri behandling af træ samt Collstrop Brandimprægnering.
Michael Nørgård sidder på kontoret i Kolding.