23948sdkhjf

Gode karakterer til dansk møbelindustri

En ny undersøgelse viser, at dansk møbelindustri klarer sig godt på områder som omsætning, produktivitet og indtjeningsevne, set i forhold til møbelindustrien i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med.
Selv om konkurrencesituationen i den internationale møbelbranche bliver stadigt skarpere, står danske møbelvirksomheder ganske godt rustet til at tage udfordringerne op. Faktisk klarer dansk møbelindustri sig, målt på en række væsentlige nøgletal, betydeligt bedre end møbelindustrien i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med.

Det fremgår af en ny analyserapport fra det franske forskningsinstitut IFM, der på vegne af Europa-kommissionen har undersøgt en række traditionelle fremstillingsbrancher (møbelindustri, fodtøj, lædervarer, beklædning og tekstil) i de 25 EU-lande. IFM har især undersøgt hvordan det står til med branchernes konkurrenceevne og økonomiske situation samt forholdet mellem hjemmeproduktion og outsourcing.

Høj omsætning og produktivitet
Analysen viser bl.a., at hver dansk møbelvirksomhed i gennemsnit omsætter for ca. 2,8 mio. euro om året. Dette er den næsthøjeste omsætningsgrad i EU’s møbelindustri – kun overgået af Slovakiet – og det viser, at branchen konsoliderer sig ved at koncentrere produktionen på færre virksomheder.

Måler man møbelindustriens produktivitet i omsætning pr. medarbejder, scorer Danmark også højt. Hver dansk møbel-medarbejder skaber årligt omsætning for 136.000 euro, hvilket er det næsthøjeste niveau i Europa, og blot en smule mindre end i Belgien.

God indtjeningsevne
De fleste erhvervsvirksomheder anser normalt resultatet på bundlinjen som det vigtigste nøgletal, og også på dette punkt ligger møbelindustrien i Danmark i den øvre ende: Indtjeningen i dansk møbelindustri ligger i gennemsnit på 4,1 pct. af omsætningen, og det giver os en sjetteplads i EU – langt foran store møbellande som Tyskland og Italien, og med en indtjeningsevne, der er hele otte gange bedre end i Sverige.

Dansk møbelindustri har reelt formået at forbedre sin indtjeningsevne gennem de senere år, mens branchens indtjeningsevne i konkurrerende møbelnationer som f.eks. Sverige og Italien har udviklet sig negativt.

Det kan forekomme paradoksalt, at selv om dansk møbelindustris omsætning er stigende, er branchens investeringer i produktionsteknologi samtidig faldet voldsomt. Danske møbelvirksomheder investerer nu blot det halve af hvad de gjorde for få år siden i nye maskiner, og det skyldes dels den omfattende outsourcing af arbejdsintensive produktionsprocesser til eksterne underleverandører i udlandet, og dels at branchens investeringer i produktionsteknologi sker uden for Danmark.

Dyre medarbejdere
Eneste område, hvor konkurrencepositionen er svag, er på møbelindustriens personaleomkostninger. Hver dansk møbel-medarbejder koster i gennemsnit knap 36.000 euro om året, hvilket er det højeste niveau i EU, og stigningstakten i personaleomkostningerne er også rekordhøj.

Som en af årsagerne hertil peger analysen på, at jobstrukturen i dansk møbelindustri har ændret sig, så der er øget behov for medarbejdere med avancerede kompetencer, hvorimod antallet af traditionelle produktionsjobs er gået ned.

Kilde: Foreningen Dansk Møbelindustri.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072