Jesper Office i offensiven
Kontormøbelproducenten Jesper Office går i offensiv overfor den kritik andre kontormøbelproducenter med Labofa Munch i spidsen har ytret overfor dem i sagen om den statslige møbelaftale. Konsortiet er på ingen måde gået på kompromis i vort tilbud til staten, lyder det fra Jesper Office som svar på tiltale.
Jesper Office’s markedsdirektør Peter Kristensen forklarer overfor dagbladet Børsen i dag, at konsortiet ikke er lavpris-leverandører, og at de på ingen måde er gået på kompromis med kvaliteten i tilbudet til staten.
Samtidig forsvarer Peter Kristensen konsortiets arbejde ved at fastholde, at staten ikke får svenske men danske møbler leveret de næste to år.
- Vi kan berolige Preben H. Nielsen (red: direktør i Labofa Munch) med, at Jesper Office og Ergoteam for det første vil levere dansk producerede møbler. De er produceret på vores fabrik i Ulfborg. Samtidig leverer vi tysk producerede kontorstole fra tyske Viasit og amerikanske Haworth, og vi anvender anerkendte Linak- komponenter til vore hæve-sænkeborde, siger Peter Kristensen.