Horn Bordplader lægger an til yderligere vækst
Det går støt fremad hos Horn Bordplader, der forventer at øge omsætningen med 15-20 procent frem til næste sommer. Det seneste årsregnskab gav overskud for tredje år i træk.
- Vi har ikke tjent det, vi havde forventet. Det er et svært marked, og det er dyrt at få nye kunder. Det har været et godt år rent omsætningsmæssigt, og resultatet er nogenlunde, siger han til Wood Supply.
Den primære årsag til fremgangen er, at Horn Bordplader tilbage i februar måned overtog Nettolines produktion af laminat-bordplader . Ifølge Karl Nielsen bidrog dette med en omsætning på 6-7 mio. kr. i det forgangne regnskabsår, og effekten ventes at blive endnu større i 2012/13, hvor virksomheden budgetterer med en samlet omsætningsfremgang på 15-20 procent.
15 nye medarbejdere siden februar
Horn Bordplader måtte ud i en voldsom slankning af organisationen, da køkkenmarkedet styrtdykkede med krisens indtog, men de sidste par år er det igen begyndt at gå fremad. En FSC-certificering tilbage i 2010 banede vej for et spændende samarbejde med Nobia/HTH, og sammen med en række øvrige aftaler har det medført, at aktivitetsniveauet igen er stigende. I maj måned indførte fabrikken tilmed nathold for første gang i fire år.
- Vi har ansat 15 mand siden den 1. februar og er nu oppe på 54 ansatte, fortæller Karl Nielsen, som har udnyttet fremgangen til at foretage flere investeringer i produktionen over det sidste års tid. Virksomheden har købt et nyt og bedre limanlæg, to kranbaner og et nyt anlæg til opsavning. Målet er at nedbringe lønprocenten og derigennem styrke konkurrenceevnen, men det er ikke nogen helt nem proces.
- Maskinerne skal køres ind, og vi skal have lært de nye folk op. Det er noget, der tager tid. Men med investeringerne kan vi øge kapaciteten til det dobbelte, så vi er klar, når der igen kommer gang i markedet, fastslår Karl Nielsen. Han tog hul på et nyt regnskabsår den 1. juli, og de første godt 4½ måned er forløbet tilfredsstillende:
- Vi har den forventede bundlinje men mangler cirka 0,5 millioner på omsætningen. Når året er omme, så tror jeg på, at vi runder 54-55 millioner. Vores eksisterende kunder køber cirka den samme mængde varer som sidste år, så vi øger udelukkende ved at skaffe nye kunder, og det ser fornuftigt ud. Holder vi budgettet, står vi til et overskud på 2-2,2 millioner, slutter han.