Labofa klar til eksportsatsning
For fjerde år i træk er omsætningen hos møbelproducenten Labofa A/S i Vemmelev på Sjælland steget, og virksomheden er nu klar til at satse yderligere på eksport.
Labofa forventer også i 2013 en vækst på omkring 25 procent i omsætningen og tilsvarende stigning i resultatet. Og forventer en markant stigning i eksportandelen, der skal trække væksten yderligere op.
Væksten i det seneste regnskabsår skyldes ifølge virksomheden selv en strategisk satsning på udvikling af møbler til mellem, voksen og de videregående uddannelser, hvor Labofa har skabt en kollektion af møbler, der skal appellere til både beslutningstagerne og de studerende.
Labofa-stole på en række danske uddannelsesinstitutioner
I 2012 er Labofa-møblerne blevet valgt til flere undervisningsbyggerier i Danmark f.eks. Campus Roskilde tegnet af Henning Larsen architects, Copenhagen Business Academy, UCC Hillerød og Rosborg Gymnasium.
I slutningen af 2012 introducerede Labofa den seneste nyhed, RAY-serien, der er fremtidens undervisningsmøbler til grundskoleniveauet. Fremtidens stol til folkeskolen er resultatet af fire års udviklingsarbejde og en investering på seks millioner kroner. Ray er udviklet i et internationalt samarbejde med den irske ergonomiekspert Simon Dennehy, danske designere fra Hans Thyge & Co. og Labofa.
- Det er meget tilfredsstillende, at omsætningen vokser 25 procent og med et driftsresultat på 2,1 millioner kroner, siger adm. direktør i Labofa, Mogens Pedersen, og han fortsætter:
- Vi har investeret kraftigt i produktudvikling og salg, og strategien er selvfinansieret, så vi står godt rustet i markedet med en soliditetsgrad på 33,7 procent. Det giver en troværdighed på markederne og har betydet, at vi har kunnet knytte dygtige forhandlere til os på nye, vigtige markeder.
Bearbejder nye markeder
Labofa vil i indeværende år rette blikket mod flere nye markeder.
- England, Holland, Tyskland og Norge vil vi nu bearbejde mere intensivt. Det sker gennem de forhandlere, som vi netop har sluttet aftale med. I løbet af 2013 og 2014 forventer vi derfor at fordoble eksporten målt i kroner og ører fra Labofa, siger Mogens H. Pedersen og tilføjer:
- På det danske marked forventer vi at udbygge vores position. I takt med produktudviklingen er også samarbejdet med forhandlerne i Danmark styrket, så vi via fælles salgsbearbejdning bliver det oplagte valg for slutbrugerne. Samtidig forventer vi vækst på det bredere sortiment og ikke mindst de ergonomiske undervisningsmøbler.
Labofa beskæftiger 24 medarbejdere primært på fabrikken i Vemmelev ved Korsør og får produceret komponenter hos en række underleverandører i Danmark og i udlandet.