23948sdkhjf

Trods trecifret milliontab ryster Tvilum-formand ikke på hånden: – Vi har verdens bedste møbelfabrik

For første gang siden genrejsningen i 2018 er der røde tal på bunden hos Tvilum. Mens møbelkæmpen er lykkedes med nogenlunde at fastholde toplinjen, er der tabt små 50 mio. på driften, og for bestyrelsesformand Peter Bager peger pilen både ind og ud, når ansvaret skal placeres.

– Vi skulle helt klart have reageret hurtigere på prisstigningerne og fået dem sendt videre til kunderne, slår han som det første fast med henvisning til de øgede omkostninger, Tvilum tillige med resten af branchen i årets løb oplevede på råvarer og ikke mindst energi.

Samtidig, understreger bestyrelsesformanden, er det nemt at være bagklog. Langt sværere er det at forudse en udvikling så atypisk, som det seneste års tid har været.

– Der er selvfølgelig en vis portion efterrationalisering inde over, når vi forholder os til det i dag. Nu kan vi se, at vi skulle have været hurtigere til at implementere prisstigninger og tilpasse kapaciteten, men selv Birger (Østergaard Christensen, medejer og nuværende adm. direktør, red.) der har mere end 50 års erfaring med møbelproduktion, har aldrig før oplevet, at priserne er steget med den hastighed, siger Peter Bager.

Har holdt fast i principperne

Med en omsætning på 1,57 mia. kr. landede Tvilums 2022-toplinje blot 6,3 mio. under det foregående års, men med til billedet hører, at 162 af millionerne blev hentet hos nu nedlukkede Steens Group, som Tvilum overtog i 2021.

Ser man alene på Tvilums aktiviteter er omsætningen ifølge årsrapporten dykket 45 mio. kr., og under alle omstændigheder lykkedes møbelproducenten ikke med at profitere på milliardsalget. Mens driften alene resulterede i et underskud på 49,7 mio. kr., har store afskrivninger på blandt andet goodwill slået hullet på bunden endnu større.

Tvilum A/S 2018
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1.573,46 1.579,78
Bruttofortjeneste 182,00 299,56
Resultat af primær drift -90,50 44,98
Resultat før skat -107,83 35,09
Årets resultat -99,71 26,83
Balancestatus 746,92 816,95
Egenkapital 90,01 190,15
Gns. antal ansatte 888 1.056
Kilde:

– Det hører med til historien, at vores afskrivningspost er steget; vi har taget ved og ryddet op og afskrevet på goodwill og lager blandt andet, fortæller Peter Bager, der understreger, at der heller ikke er forsøgt at pynte eller mitigere på regnskabsteknisk vis.

– Vi har valgt at holde fast i vores hidtidige regnskabsprincip. Det kunne man måske godt have diskuteret, fordi året var så ekstraordinært, og selvfølgelig er det træls at stå med en negativ EBITDA på knapt 50 millioner, men det er også noget, man kommer videre fra, og vi skal nok komme godt videre, slår bestyrelsesformanden fast.

– Man kan altid gøre noget bedre

At 2022 var et turbulent år for møbelkæmpen i Fårvang, er ingen overraskelse. Allerede i efteråret 2021 måtte virksomheden sende ansatte på fordeling, og tre måneder senere blev der for første gang skåret i den del af staben, der var fulgt med i Steens Group-overtagelsen.

I sensommeren 2022 overlod topchef Torben Porsholdt stafetten til hidtidig finansdirektør Kjeld Nielsen, der efter fem måneder på posten måtte varsle yderligere afskedigelser, og som i marts i år annoncerede den endelige nedlukning af Steens-fabrikken i Kjellerup. 

Senest landede så nyheden om Kjeld Nielsen afgang fra direktørposten i virksomheden, der siden starten af juni har haft hovedaktionær og bestyrelsesmedlem Birger Østergaard Christensen konstitueret i toppen.

Hvad har I i den periode gjort fra bestyrelsens side for at sikre stabilitet og lønsomhed?

– Vi har selvfølgelig fulgt rigtig tæt op på tingene og trukket på de kompetencer, vi har samlet, siger han med henvisning til de to andre bestyrelsesmedlemmer, den velkendte branchemand Asbjørn Berge og Poul Kristiansen, der som del af den oprindelige Tvilum-familie trådte sine barnesko på fabrikken.

Det er således hverken branche- eller kriseerfaring, det skorter på, og ifølge Peter Bager skulle noget åbenlyst være gjort bedre.

– Man kan altid gøre noget bedre, og underskuddet viser, at det skulle vi have gjort – men vi har også stået i en situation, vi ikke har set fortilfælde for, så selvom vi har godt med erfarne folk, har situationen krævet en helt anden erfaring, vurderer han i bagklogskabens klare lys.

 - Verdens bedste møbelfabrik

En dyrtkøbt erfaring rigere er holdet bag Tvilum ifølge Peter Bager nu i fuld gang med at finde tilbage på sporet. Fabriksbygningen i Kjellerup er solgt, og i Fårvang skal der for fremtiden fokuseres på det, virksomheden er bedst til: Masseproduktion.

– Vi kan jo se, at når vi putter de rigtige ting i maskineriet derude, så har vi verdens bedste møbelfabrik, opsummerer bestyrelsesformanden fremtidsstrategien.

I lidt mere forretningstekniske termer står Tvilum fortsat på en firbenet strategi, der i korte træk bygger på lagerføring, produktions- og leveringshastighed, prissætning og omkostningsstyring. Og skal der eksekveres, kræver det ifølge Peter Bager, at virksomheden blandt andet skærper opmærksomheden på ordreindtaget.

– Det kommer ikke til at betyde, at kunder bliver smidt ud, men det kommer til at betyde, at ordrer, vi havde sagt ja til i går, siger vi nej til i dag. Vi skal turde sige nej til det, vi ikke er bedst til, og vi har masser af kolleger, der er gode til 50 styk-serier – vi skal have flere nuller på seriestørrelserne, og når vi får det, bliver Tvilum en rigtig god forretning, siger han.

Du siger selv, at den strategi egentlig ikke er ny – er I kommet til at strejfe fra sporet?

– Jeg synes ikke, vi har strejfet, men der har i hvert fald været noget, der har været forkert - måske er vi blevet lidt for optagede af nogle spændende muligheder, som ligger lidt mere i periferien af det, vi er gode til.

Kan det også have noget at gøre med, hvor gode år det var under pandemien – bliver man lidt overmodig, når markedet opfører sig sådan?

– Jeg plejer at sige, at når det går godt, er det, fordi vi eksekverer på strategien, når det går dårligt, er det markedets skyld – det kan man nok godt blive lidt ramt af, når det går godt. Så vil man gerne gå efter alle de spændende muligheder, og det, tror jeg, er ok og meget menneskeligt. Men man skal også huske, at der kommer en rainy day, og når man har at gøre med en virksomhed i Tvilums størrelse, så er det en svær og bekostelig ting, hvis man skal rette ind, når først en bold ruller.

Troen på, at der fortsat kan finde profitabel produktion af plademøbler sted på dansk grund, er altså ingenlunde knægtet af krisen, og mens han ikke erklærer sig tilfreds med millionunderskuddet, er fremtidsudsigterne ifølge Peter Bager ganske lyse.

– Underskuddet er selvfølgelig et, vi tager alvorligt – vi er ikke jubelidioter, men vi er heller ikke slået ud. Det er svære tider, men vores ordreindtag til efteråret ser fornuftigt ud, og får vi lidt mere volumen på og sikret, at vi laver de rigtige ting, så er vi godt af sted igen, lyder forudsigelsen.

I tørre tal forventer Tvilum ifølge årsrapporten, at 2023 ender med en omsætning i niveauet 1,5-1,6 mia. kr., og et plus på bunden på mellem 25 og 50 mio. kr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115