23948sdkhjf

Lysner det i træ- og møbelbranchen?

Positivt andet kvartal skaber optimisme og håb om en længerevarende tendens.
Efter en svag udvikling henover vinteren og det spæde forår tog udviklingen i træ- og møbelindustrien en markant positiv drejning henover forsommeren.

En netop offentliggjort konjunkturmåling fra DI viser, at det indenlandske salg voksede med 7 pct. fra første til andet kvartal. For eksporten er der tale om en vækst på 6,5 pct.

- Det er forholdsvist positive nyheder i lyset af, at vi har ligget på et meget lavt niveau siden finanskrisen. Der har tidligere været korte perioder, hvor udviklingen har peget i den rigtige retning. Men det er første gang i lang tid, at vi ser tegn på fremgang alle steder – hjemmemarked, eksport, træindustri og møbelindustri. Hvis det her holder ved, er der på lys forude, siger Flemming Larsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien (TMI) til Wood Supply.

Vi burde nok hæve armene lidt
At aktiviteten i branchen nærmest er steget i takt med varmegraderne bekræftes hos PA Savværk, der styrer mod et 2013 med pæn vækst. Faaborg-virksomheden, som i 2012 udvidede forretningen med Wiking Gulve, melder om betydelig fremgang i både omsætning og ordreindgang.

- Vi kan for første gang i længere tid konstatere, at der er positiv stemning alle steder. Omsætningsmæssigt er vi 20 procent foran sidste års tal. Samtidig oplever vi en god ordreindgang, hvilket kan være et tegn på en lidt mere længerevarende tendens end de ’skvulp’, vi har oplevet tidligere, siger direktør Kim Axelsen og fortsætter:

- For første gang i fem år oplever vi faktisk også, at det bliver svært at følge med rent produktionsmæssigt. Det er en helt anderledes – og positiv – problemstilling. Man er nok en smule pessimistisk anlagt efter så lang tid, men vi burde nok hæve armene lidt for tiden.

TMI vil understøtte eksportvækst
Da TMI blev stiftet i foråret gennem en fusion mellem Træets Arbejdsgivere og Møbel+Interiør Brancheforeningen var det med budskabet om, at træ- og møbelvirksomhederne skal ud over Danmarks grænser, hvis det tabte skal genvindes.

Derfor glæder branchedirektør Flemming Larsen sig også over, at netop eksporten nu ser ud til at have ramt vækstsporet.

- Jeg tror, at det – på eksportdelen – handler om, at ganske mange virksomheder har fået øjnene op for at sætte fokus på afsætningen. I TMI arbejder vi på flere konkrete initiativer til at styrke den udvikling. Vi har fået de finansielle rammer til at øge indsatsen, og er gået i dialog med virksomheder om, hvad der præcist er behov for ude i branchen, siger Flemming Larsen. Han vurderer, at de første initiativer vil klar i løbet af de kommende måneder.

Folk vil gerne bruge træ
Trods de positive for andet kvartal har træ- og møbelindustrien samlet set oplevet et fald i omsætningen på 4,2 pct. i årets første seks måneder. Derfor er det nok også endnu lidt for tidligt at betegne krisen som et overstået kapitel:

- Vi er ikke ude af dødvandet endnu, men det er langt sjovere at drive virksomhed nu end for et år siden, for ikke at tale om for to år siden. Jeg tror, at en stor del af det er psykologisk. Dem der har holdt igen med renoveringsprojekterne går stille og roligt i gang nu, og så er der hele trenden med træ. Folk vil gerne bruge træ, og som savværk og gulvfabrik nyder vi godt af den udvikling, siger Kim Axelsen.

DI forventer generelt en svagt positiv vækst med en bedring mod slutningen af året. De positive bidrag kommer især fra eksporten ud af Europa og fra privatforbruget. Her er det en markant lavere inflation, der giver anledning til stigende disponible indkomster og derigennem et højere forbrug. I 2013 og 2014 ventes BNP at vokse med henholdsvis 0,5 pct. og 1,6 pct.

Mærker din virksomhed også en positiv udvikling? Kontakt os på mail
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.819