23948sdkhjf

Stor hotelopgave til O.J. System

O.J. System fra Silkeborg er i fuld gang med produktionen af en omfattende ordre til Hotel Scandic i Herning. 145 værelser skal have nyt inventar.
Sidst på foråret vandt O.J. System ordren på produktion af inventar til intet mindre end 145 værelser på Hotel Scandic Regina i Herning. Det ni etager høje hotel gennemgår netop nu en omfattende fornyelse, hvor både facade, restaurant, gangarealer og værelser renoveres for op mod 30 mio. kr.

O.J. System afsluttede den første af etape tre etaper omkring sommerferien, og i begyndelsen af november vil Silkeborg-virksomheden have leveret og monteret sengegavle, skriveborde, garderober og paneler på samtlige af hotellets værelser. Den 1. december er hele renoveringen gennemført.

Et godt indtryk - og den rette pris
O.J. System blev grundlagt i 1973 og startede ud som en møbelfabrik med produktion af reolsystemer og kontormøbler til det amerikanske marked. I 2000 begyndte virksomheden at producere inventar til skibe, detailhandel, kontorer og hoteller.

Hotelområdet står i dag for omkring 60 pct. af omsætningen, og O.J. har blandt andet 800 sengemiljøer til det kendte Hotel Bella Sky på CV’et. Virksomheden har også i flere tilfælde leveret inventar til Scandic-hoteller, blandt andet i Oslo, og denne relation er en afgørende årsag til, at det i foråret lykkedes at få kontrakten med Scandic Regina i hus. Det fortæller direktør Asger Nielsen til Wood Supply:

- Sidste år lavede vi en fløj på Scandic Bygholm Park i Horsens, hvor vi efterlod et godt indtryk. Samtidig er vi konkurrencedygtige og gode til at ramme prisniveauet. Det er naturligvis den primære årsag. Hvis du er for dyr, er du ude, understreger han.

- Det har også betydning, at vi bor tæt på. Montørerne har let ved at komme frem og tilbage, og vores nærhed gør, at vi er hurtige til at rykke ud.

Viser vi kan være med
Hos O.J. System glæder man sig naturligvis over den store ordre; ikke mindst fordi den er med til at åbne op for investeringer i et ellers vanskeligt marked. Således er bemandingen øget fra otte til ti medarbejdere, og samtidig har man netop investeret i en laminatpresser.

Ifølge Asger Nielsen ser det lige nu bedre ud end længe, men der er fortsat kamp om hver enkelt ordre. Derfor er man nødt til at investere og være effektiv for at konkurrere – ikke mindst i forhold til lande, hvor lønnen er væsentligt lavere end i Danmark:

- Vi mærker hele tiden presset fra Østeuropa. Kunderne lægger ikke skjul på, at de henter tilbud ind fra Litauen, så for os er det meget positivt at vise, at vi kan være med på ordrer af denne størrelse, siger direktøren. Og danske virksomheder har nogle kompetencer, som de kan have svært ved at hamle op med i lande som Polen og Litauen, mener han:

- De har også de nyeste maskiner, og der er ingen tvivl om, at de også kan levere produkter i høj kvalitet. Men det er mit indtryk, at de har svært ved at styre et projekt, hvor der for eksempel er ønske om ti værelser med ekstra store senge og en masse andre små varianter. Dér har vi et fortrin.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11