Ansatte sjusker med sikkerheden
Arbejdstilsynet og arbejdsmiljørådgivere ser dagligt, at ansatte sjusker med sikkerheden i landets virksomheder. Sikkerhedsudstyret afmonteres på maskinerne, og sikkerhedshjelmene hænger på knagerækken.
Faktisk sker det, at de ansatte foretager ændringer på sikkerhedsudstyret eller afmonterer sikkerhedsfunktionen, hvilket resulterer i, at udstyret ødelægges.
- Medarbejderne saboterer maskinernes sikkerhedsudstyr. Så kraftigt vil jeg formulere det, når jeg for eksempel opdager, at lågekontakter på sikkerhedsafskærmninger skrues af, så maskinen kan køre uden afskærmning, siger Boye M. Wildt, der er rådgiver i maskinsikkerhed og indehaver af rådgivningsfirmaet Bowitek til avisen.