Workimport.dk går i luften
Ny hjemmeside gør det let for danske virksomheder at få overblik over alt, der er nødvendigt at vide for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Hjemmesiden er et af flere nye værktøjer, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og regeringen har lanceret for at afhjælpe flaskehalsproblemerne i dansk erhvervsliv.
Workimport.dk er et at de 13 initiativer, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen annoncerede i efteråret for at gøre det lettere for dansk erhvervsliv at hente medarbejdere i udlandet og afhjælpe de flaskehalsproblemer, der bremser produktion og vækst i dansk erhvervsliv.
Der er også åbnet en ny hotline (hotline@workimport.dk – tlf. 7240 1636), hvor alle virksomheder kan få omgående hjælp til rekruttering i udlandet. Samtidig har styrelsen startet informationskampagner om Danmark som attraktivt jobland i Sverige, Polen og Tyskland, hvor mulighederne for at hente arbejdskraft til Danmark er bedst.
- Nu er det så op til virksomhederne at bruge de nye værktøjer til at annoncere deres ledige jobs i udlandet. For skal det batte noget, skal vi have konkrete jobtilbud med i tasken, når vi går ud på de udenlandske markeder og markedsfører Danmark, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Han appellerer til, at arbejdsgiverorganisationerne i Danmark medvirker til at øge kendskabet til de nye muligheder for at få hjælp til at hente arbejdskraft fra udlandet blandt deres medlemsvirksomheder.
Om ca. to uger vil www.workimport.dk også være tilgængelig på engelsk, svensk, polsk og tysk.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen, Niels Højensgaard på telefon 3528 8145.
Kilde: Beskæfigelsesministeriet.