Informationsmøde om CE-mærkning af vinduer og døre
I februar var der premiere på den harmoniserede produktstandard DS/EN 14351 om vinduer og døre. Samtidig blev det muligt at CE-mærke døre og vinduer - og 1. februar 2009 bliver det obligatorisk.
Standarden giver virksomhederne rige muligheder for at tilrettelægge deres produktion og være på forkant med udviklingen. Allerede 1. februar 2007 kunne virksomhederne begynde at CE-mærke. Med 1. februar 2009 som deadline har producenterne af vinduer og døre - i modsætning til andre brancher - hele to år til at få CE- mærkningen på plads.
Den nye standard omfatter ydeevneegenskaber for vinduer og yderdøre uden brandmodstandsevne og/eller røgtæthedsegenskaber. Den henvender sig primært til producenter af døre og vinduer, produktudviklere, rådgivere, ingeniører, arkitekter samt de tekniske forvaltninger.
I samarbejde med ErhvervsCenter Nordjylland afholder Dansk Standard informationsmøde i Aalborg d. 14. marts 2007 om standarden og CE-mærkning af vinduer og døre.
Informationsmødet om CE-mærkning og den nye standard sætter fokus på betydningen af CE-mærkning i forhold til danske virksomheders konkurrenceevne og eksportmuligheder samt brugen af standarder i praksis. Sidst gives der praktiske eksempler, der illustrerer implementeringen af kravene i henhold til CE-mærkning.
Om standarden
DS/EN 14351-1:2006 Vinduer og døre
- Produktstandard, ydeevneegenskaber
Del 1: Vinduer og yderdøre uden brandmodstandsevne og/eller røgtæthedsegenskaber
Om informationsmødet
Tid - Onsdag d. 14. marts 2007 kl. 15.00-18.15
Sted - NOVI, Auditoriet, Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø
Pris - 200 kr. + moms
Yderligere information
Jens Gorm Rasmussen, Dansk Standard, Tlf: 39 96 61 01
Flemming Jørgensen, ErhvervsCenter Nordjylland, Tlf: 70 21 08 07
Kilde: Dansk Standard - www.ds.dk