Generationsskifte og mangel på innovation truer træ- og møbelindustrien
Udviklingscenter for Møbler & Træ markerer flytning med storstilet åbningsseminar, hvor konklusionerne i en helt ny analyse af branchen lægges frem.
Det er nogle af de markante konklusioner i en netop færdiggjort analyse af den danske træ- og møbelindustri. Analysen præsenteres i sin helhed, når Udviklingscenter for Møbler og Træ mandag den 26. marts markerer flytningen til nye lokaler i Birk Centerpark i Herning med et ambitiøst åbningsseminar, der samler en bred vifte af organisations- og branchefolk fra hele landet.
Helge Sander, minister for videnskab, teknologi og udvikling, holder åbningstalen, mens en af dansk industris markante iværksættere, Knud B. Troelsen, manden bag Kvik Køkkenet, i dag aktiv i 3Boel og bestyrelsesformand for Udviklingscenter for Møbler & Træ (UMT)byder velkommen.
Et af hovedpunkterne på åbningsseminaret er fremlæggelsen af konklusionerne i en helt ny behovsanalyse for branchen.
- Vi vil have et mere detaljeret og præcist billede af træ- og møbelindustriens behov og udfordringer, som virksomhederne ser dem for sig selv og for branchen nu og i fremtiden, og det har vi fået med behovsanalysen, siger Betina Simonsen, der er direktør i UMT.
En af konklusionerne i analysen er, at branchen ikke er innovativ nok. Derfor fokuserer seminaret på netop innovation, hvor den danske træ- og møbelindustri har mange muligheder. Men hvad dækker innovation egentlig over? Hvordan arbejder man konkret i sin dagligdag med innovation? Og hvordan kan man aflæse en innovativ satsning i sin virksomhed på bundlinien?
- Det er spørgsmål, som seminaret giver kvalificerede svar på, siger Betina Simonsen.
Ud over erhvervsmanden Knud Troelsen og ministeren Helge Sander får seminaret deltagelse af en række eksperter på træ- og møbelindustrien og innovation. De skal blandt andet støtte arbejdet i eftermiddagens workshops.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst Betina Simonsen, direktør, UMT, 96 42 65 46, mobil 29 36 00 90.
Kilde: Udviklingscenter for Møbler og Træ