Udenlandske kopister det største problem
Designmøbelproducenten Fritz Hansen bruger hvert år millioner på retssager mod piratkopister, men det er især de udenlandske der volder virksomheden problemer.
- Det kan være svært at komme efter piratkopisterne og importørerne afhængigt af, hvilket land de opererer i. De fleste af pirat kopierne sælges via internettet, og især i USA er det lovligt at sælge møbelkopier, hvis man gør opmærksom på, at der er tale om kopier. Men vi har nu iværksat en direkte markedsovervågning på vore hovedmarkeder. Så når vi opdager en kopi, går vore advokater i aktion med retsforfølgning, hvis der er mulighed for det, siger pr-chef Jan Helleskov til avisen.
Det er ofte svært at afgøre om et møbel er en direkte kopi eller blot fremstillet under inspiration fra Fritz Hansen, og det bekymrer Jan Helleskov, der mener, at piratkopieringen på sigt vil udvande virksomhedens brand, selvom det for nuværende ikke kan mærkes på hverken top- eller bundlinien.