DI: Industrien skal dele sine maskiner
DI vil have deleøkonomi i industrien - for bedre udnyttelse af maskinkapaciteten kan øge velstanden med 1,7 mia. kr.
Nu foreslår DI, at deleøkonomien også bliver udbredt til maskinparken hos danske industrivirksomheder. Ifølge en rundspørge til medlemmerne af DI’s virksomhedspanel er det i dag knap 30 procent af virksomhederne, der har overskudskapacitet af maskiner og bygninger. Men kun 26 procent af overskudskapaciteten deles med andre virksomheder.
Potentialet er der derfor til, at der bliver delt endnu mere mellem virksomhederne, mener DI’s vicedirektør Kent Damsgaard.
- Deleøkonomi kan både for virksomhederne og for samfundet være en god forretning. Simpelthen fordi flere virksomheder og flere medarbejdere får adgang til det nyeste og bedste udstyr og dermed kan levere bedre løsninger til kunderne. Derfor er det bare med at komme i gang, siger han.
Deler anlæg med naboer
En af de virksomheder, der allerede har kastet sig ud i deleøkonomien, er Thermo Fisher Scientific i Roskilde.
Virksomheden fremstiller engangsplastprodukter, der bliver brugt i sundhedsindustrien, og som derfor skal være 100 procent sterile.
For at sikre dette bruger virksomheden et gamma-bestrålingsanlæg, der bestråler plastprodukterne. Anlægget begyndte Thermo Fisher Scientific for godt et års tiden siden at dele med andre virksomheder.
- I princippet kunne vi jo være ligeglade med de andre virksomheder, der har behov for gammabestråling. Men ved at dele vores anlæg, hjælper vi både de andre virksomheder, os selv og samfundet, siger site manager Torben R. Strand til DI Business.
- Men vi gør det selvfølgelig ikke for vores blå øjnes skyld. Vi har besluttet at udvide vores anlæg, så vi vil være i stand til at bestråle dobbelt så meget. Og det har vi gjort, fordi at der er en klar business case.
Mangler platform til overblik
Mange af virksomhederne i DI’s rundspørge efterlyser teknologiske platforme, som kan hjælpe dem med deleøkonomien.
- En større udbredelse af deleøkonomiske platforme vil også kunne hjælpe udviklingen på vej. Hvis det bliver lettere for virksomhederne at udbyde egne maskiner og leje andres, vil det gøre det mere attraktivt at tænke deleøkonomisk, siger Kent Damsgaard.